Fru Inger til Østråt | Page 8

I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har
intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den
forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!
FRU INGER. Du? Hvad har du i sinde?
ELINE. Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har i sinde, véd
jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor
retfærdige sag.

FRU INGER. Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet
det samme som du,--og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.
ELINE. God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg
tilovers.
Måske det endnu er tid for eder--; nu, Gud styrke og lede eders færd!
Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete,
som græder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som
sover i den sorte kiste.
Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders
sidste barn. (hun går ud til venstre.)
FRU INGER (ser en stund efter hende) Mit sidste barn? Der talte du
sandere, end du selv vidste. --Men det gælder ikke mit barn alene.
Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige.
Ah,--rider der ikke nogen gennem borgeledet? (hun lytter ved vinduet.)
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det.--
Har Gud Herren ret til dette?--Danne mig til kvinde,--og så læsse en
mandsdåd på mine skuldre.
For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det _står_ i min magt at
rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver
jeg det ikke nu, så sker det--kanske aldrig.
Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?--Var det ikke bedre, ifald jeg
kunde--? Nej, nej, nej--jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke! (hun kaster et
stjålent blik imod riddersalen, vender sig bort som i angst og siger
hviskende:) Nu er de derinde igen. Blege spøgelser;--døde fædre;
faldne frænder. --Fy; disse borende øjne fra alle krogene! (hun slår
bagover med hånden og skriger:) Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf
Skaktavl! Vig,--vig! Jeg kan ikke dette!
(En fremmed, stærkbygget mand med gråsprængt hår og skæg, klædt i
en forreven lammeskinds kjortel og med rustne våben, er trådt ind fra

riddersalen.)
DEN FREMMEDE MAND (stanser ved døren og siger dæmpet): Hil
eder, fru Inger Gyldenløve!
FRU INGER (vender sig med et skrig) Ah, fri mig Krist i himlen!
(hun falder om i stolen. Den fremmede mand stirrer på hende,
ubevægelig, lænet til sit sværd.)

ANDEN AKT.
(Stuen på Østråt, ligesom i forrige akt.)
(Fru Inger Gyldenløve sidder ved bordet til højre foran vinduet. Olaf
Skaktavl står et stykke fra hende. Begges ansigter forråder, at en stærkt
bevæget samtale har fundet sted.)
OLAF SKAKTAVL. For sidste gang, Inger Gyldenløve,--I er altså
urokkelig i eders forsæt?
FRU INGER. Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom
jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under,
hvad enten vi støtter det eller ej.
OLAF SKAKTAVL. Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls?
Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt,
hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud
imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt,
slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget
fredløs i skog og fjeld. --Rygtet har sagt mig død mere end én god gang;
men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har
taget hævn.
FRU INGER. Så har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gøre?
OLAF SKAKTAVL. Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har

aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal
hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit
værge.
FRU INGER. Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i
Norge er rustne.
OLAF SKAKTAVL. Det er vel derfor, at visse folk bare strider med
tungen. --Inger Gyldenløve,--I har stærkt forandret eder. Der var en tid,
da der slog et mandshjerte i eders bryst.
FRU INGER. Mind mig ikke om, hvad der var.
OLAF SKAKTAVL. Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal
høre mig, om så.--
FRU INGER. Nu vel; men gør det kort; thi,--ja, jeg må da sige jer
det,--det er utrygt for eder her på gården.
OLAF SKAKTAVL. På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det
har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at