Fru Inger til Østråt | Page 5

I tage jer for at dømme
om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel
ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der
ikke bedre kår nutildags. --Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I
få min vilje at vide. Gå ud!
(Husfolkene bringer våbenstykkerne bort, hvorefter hele flokken fjerner
sig gennem døren til højre.)
ELINE (sagte til Bjørn) Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i
dommen over--fruen på Østråt?
FRU INGER (vinker Bjørn til sig og siger): Hold et gæstekammer rede.
BJØRN. Vel, fru Inger!
FRU INGER. Og porten åben for enhver, som måtte banke på.
BJØRN. Men--?
FRU INGER. Porten åben!
BJØRN. Porten åben. (han går ud til højre.)
FRU INGER (til Eline, som allerede er i døren til venstre) Bliv
her!--Eline;--mit barn,--jeg har noget at sige dig i enrum.
ELINE. Jeg hører eder.
FRU INGER. Eline,--du tror ilde om din moder.
ELINE. Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.

FRU INGER. Og du svarer mig som dit umilde sind byder.
ELINE. Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af
havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde.
Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i
krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren
selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der
skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og
herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder
landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode
tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som
en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om
jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.
FRU INGER. Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord
fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler
om ting, som den lidet kan dømme om.
ELINE. I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris
lød i sang og tale.
FRU INGER. Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom
her, skønt det stod til mig at handle,--tror du da ikke, at slige kår var
mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?
ELINE. De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig ligeså tungt
som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro
på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med
rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.
FRU INGER. Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline,--hvoraf
véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?
ELINE (frembrydende) O, hvis jeg gjorde det!
FRU INGER. Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din
moder. -- Med et eneste ord kunde jeg--; dog, det vilde ikke være godt
for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde,

at--
ELINE (idet hun vil gå) Sov vel, min moder!
FRU INGER (nølende) Nej,--bliv hos mig; der er endnu noget,
som--Kom nærmere;--du maa høre mig, Eline! (hun sætter sig ved
bordet foran vinduet.)
ELINE. Jeg hører eder.
FRU INGER. Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere
end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på
Østråt.
ELINE. Hvor kan det undre jer, min moder?
FRU INGER. Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde
anderledes.
ELINE. Hvordan?
FRU INGER. Hør mig. --I denne nat venter jeg en gæst til gården.
ELINE (nærmere) En gæst?
FRU INGER. En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør
vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.
ELINE (kaster sig med et glædesskrig ned for hende og griber hendes
hænder) Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis
I kan det!
FRU INGER. Hvad mener du?--Eline, jeg forstår dig ikke.
ELINE. Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!
FRU INGER. Men så rejs dig,--og sig mig--
ELINE. O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?

FRU INGER. Du véd det? Og alligevel--?
ELINE. Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et
jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at
mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly
og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?
FRU INGER. Og