Fra det moderne Frankrig | Page 5

Bekjendte paa Gaden. Det
gaar, som det gik en berømt Kommunist. Han møder en gammel Ven,
der fortroligt trykker hans Haand og beklager sig over, at man saa
sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund, svarer den Anden,
jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i Bagnoet i fem Aar.
Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede
har saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og
konservativt fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres.
Han undrer sig ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for
sin gjæstevenlige Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt.
Kommer der en Kineser ind paa en Restauration og trækker sine Pinde
op af Lommen for at spise med dem, saa er der Ingen, der falder i
Forbauselse over det. Men kommer han to, tre Gange igjen, anskaffer
Værten sig selv Pinde og serverer ham, for at Gjæsten kan følge sit
Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er typisk. Der er ikke den
Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der ikke kan finde en Krog
af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette sig ganske, som han
havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund med sig.
Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger
sammen med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at
de er letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd
paa sig, men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for.
Dette arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag

ind uden Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis
skjønneste Drøm, hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de
kan frede deres Have og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette
kalde dem letsindige? Man dømmer Befolkningen efter Gadedriverne.
Men det er for en stor Part Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere
fra alle Verdens Kanter, og Letsindighedens Templer, der har givet
Paris Ry for at være et moderne Sodoma og Gomorra, de er just til for
deres Skyld. Det var ikke Pariserne, der befolkede det berygtede, nu
nedlagte Dandselokale Bal Mabille; der kom højst en for hvert tusinde
Udlændinge.
Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som
der kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af
Begejstring og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er
derfor, de gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd
end dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig
Tro paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det,
der kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til
store Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk
i Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem,
der har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske
smaa Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle
Kantske og Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske
Filosofisystemer tilsammen. Der er Ingenting, der gjør Mennesket
stærkere og sundere, der er Intet, der giver friskere Kræfter til at udrette
Noget, end det altid at gaa til Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at
have et nyt Haab i Hjertet til Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken.
Det er den Slags Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere
Grund til at misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det
kommer til Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa
Læben, hvormed de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og
det er i hvert Fald den, der gjør dem til et saare opmuntrende og
fornøjelig Folkefærd at leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende
Element. Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar
man veed, at man maa stole udelukkende paa sig