Fra det moderne Frankrig | Page 6

selv, og at der ikke er
en Haand, der løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at
løbe ned ad Bakke. Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke
i en exceptionel ydre Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over
for Naboer og Gjenboer, man fik altfor Meget at bestille, hvis man
vilde lade disse to Millioner Omgivelsers Medgang og Modgang gaa
sig til Hjerte; men man er complaisant, imødekommende mod disse
samme Ligegyldige saameget, som Hensynet til eget Tarv tillader det.
Man er ogsaa det med Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være
uudholdeligt, hvis man ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de
store Festdage vilde trykke og puffe og støde hinanden vilde det ende
med, at Halvparten blev klemt ihjel. Man vil nødig selv være mellem
denne Halvpart, derfor tager man Hensyn, derfor lader man være at
træde over Fødderne uden Nødvendighed, derfor hjælper man til, saa at
Alle kan komme frem. Og som det er i Gadetrængslen, er det overalt.
Man møder Urbanitet og Forekommenhed for hvert Skridt i Paris. Selv
om det kun er en ydre Politur, som der ikke menes videre med, er den
dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det kommer til Stykket, er den i
Virkeligheden alt det, man har Behov for til daglig Brug. At have
Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig og besværlig
Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger til, kan han
næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor Udvalget er
saa uendeligt som i Paris.
Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden,
Hæderligheden det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres
Soliditet i Handel og Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af
Smaafolks Velstand. Men istedetfor at erklære sig insolvente begjærede
de Opsættelse og betalte siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig
den store Børskrach bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt

mere, end de ejede, gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp
Udveje for Pengene og mødte paa Betalingsdagen med de Summer,
som de maaske bagefter kan bruge et Livs Arbejde for at skaffe
Laangiveren igjen.
Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men
den generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under
den. De dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig
Rede for Aarsagerne til den.
Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed.
Den unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme
Fornøjelsesliv med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner
ved at servere Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den
Herre, han kjører for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig
men for Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine
Kammerater. Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme
tumlende Liv, uden at der bliver gjort Forskjel. Alle har samme
Rettigheder, samme Krav paa Hensyn. Men det giver ogsaa
uundgaaeligt den simple Mand en bestemt Følelse af, at han maa kunne
hævde sin Position, at der i hans ydre Optræden ikke maa være Noget,
som kan skille ham fra den højest Dannede og højest Stillede. Denne
Følelse er det, der virker opdragende paa ham, og til den slutter sig alle
Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin vidunderlige By. At staa
ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og sige sig selv, at han,
der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han begyndte, end En selv,
ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet af Kunstens
uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben for
Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig
imellem, hjælper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By.
De har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til
dem. Vi vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende
og foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det
med, og som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange
Fortrin ved Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i
denne Stad er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den
nervøse