Fra det moderne Frankrig | Page 4

ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes
der ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger
ikke Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som
Meissonnier og Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas,
Skuespillere som Got og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas,
saa har den ogsaa Lærde og Videnskabsmænd som Renan og Pasteur.
Der er ikke det Menneske med aandelige Interesser, af hvilken Art de
saa ere, der kan komme til Paris uden at finde Impuls for sine Evner,
Berigelse af sin Viden, Belæring og Befrugtning.
Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har
dem alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor,
og som med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger
ind mellem Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket
af, hvad Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den
er Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.
Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske
Boulevard de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og

Italiens, saa igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over
Poisonnière og Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne
Temple og Beaumarchais. Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier
latin og Faubourg Saint-Germain, Montmartre og Parc
Monceauxkvarteret støder hinanden paa Albuerne og er dog saa
uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra hinanden. Som man
kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne Uendelighed af Byer
i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at komme tilbunds i
de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi dødelige
Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den Slutning
ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt eller
kjed af Paris.
Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der, ikke
blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over,
hvad Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne
Affærer, der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan
vælge sit Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den
letteste Sag af Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa
lever man, som man var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i
det samme Hus uden at kjende hinandens Navn, man kan sidde
Maaneder Side om Side ved det samme Restaurationsbord uden at
vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang, saa er Adgangen til
den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den Fremmede er en
simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham Invitationer,
saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle exklusive
Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale

med dem, man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more
sig, som man finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige
Goddag eller Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst
karakteristisk for, hvordan Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder
for den enkelte Kreds, gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af
den Verden, hvori man lever, saa vælger man en anden. Man flytter til
et nyt Kvarter, saa er det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder
paa at søge En op. Man forlader de gamle Saloner og de gamle
Kaféer,--Ingen spørger, hvor man er bleven af. Man kommer ikke
længer til Theatrenes Premièrer, men til Andenaftensforestillingerne,
saa er det helt nye Ansigter, man seer. Efter lang Tids Forløb kan det da
passere, at man træffer en af de fordums