Faedra | Page 8

blot var, for at
hun skulde sé ...
Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.
Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys.
Det blændede hende.
-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg
troede ...
Hun mærkede, han havde ikke drukket.
-Aa--at du kommer.
Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden
til iaften.--
Ellen saa paa ham.--Til iaften--?
-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i
Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.
-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen
andre?--
-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.
-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ...
Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag.
-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun.
Men--Fa'er--naar har du faaet det?
-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne
og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.
Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder
og græd.
Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.
-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er.
Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede
sig fast ind til sin Faders Bryst.
De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed
og deres første Møde.
Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.
Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den
Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ...
Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet
Vinduet op.
-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede
Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde
en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.
Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han

græd paany, og hun sagde:
-Her er koldt, lad os gaa ind.
-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til
Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne,
udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.
Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue,
Damen der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den
skønneste Kvinde i Landet.
Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og
pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde
hun. Ikke sandt.
-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen
i de hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen.
Han blev staaende betaget.
-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:
-Var hun ulykkelig, Fader?
Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.
Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af
Skildpadde med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af
Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.
Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med
ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhørt, og naar de var skænket.
Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten
Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers
Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens

eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og
Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til
Atlaskes Sko.
Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.
-Hvad vil du, sagde Faderen.
Hun lo og løb ud.
Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.
-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde
burdet kalde hende Marie.
Han gav sig igen til at gaa.
-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme
Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager--