Faedra | Page 7

Indskriften for sig.
-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:
MARIE AF MAAG FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. DØD DEN
FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.
indtil hun var ved at græde.
Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og
glemte Barnet.
Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen,
mens Myggene summede.
Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.
-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.
-Hvad vil du--
-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.
-Saa? Ja det er blevet silde.
Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag være livligere.
Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar
de klinkede.
Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem.
Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og
saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes
Hals.
Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.
Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om
et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.
Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte,
kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage,
og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra
Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun
skelnede Faderens Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op,
holdt sig fast paa Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet
trykket mod Ruderne.
Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede
Ben ... Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede
paa Maven ...
Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af
en ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og
gemte sig i Mørket for at græde.
Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.
En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte;
men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.
Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.
Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nørup.
Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret.
Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et
prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster
med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.
Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane
Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til
Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa
Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft
ud fra Mørket. Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede
Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en
kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.
Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen
var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad
alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den
gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun
drog Hovedet bort.
Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ...

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?
Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen.
Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun
trampede haardt i, naar hun gik.
Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det