Faedra | Page 9

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet,
med Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var
steget ned fra sin Ramme.
-Ellen, Ellen.
Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og
stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden

Juledag.
Maag besindede sig og taug.
Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.
Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som
Madam Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges
ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa
Bedstefaderens graa Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad
skævt.
Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine
Sild og sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og
gammel Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko
og skændtes om Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts.
Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller
Avisen, kunde hun standse i Døren og lytte til en Handel. Det var en
Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at
det var det billigste Køb. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen
til Døren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene Øre af; og
Konen vendte tilbage og følte igen paa Tøiet med: "Næ"--og
"Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling--
Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede
helt ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet--
En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?
Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender
da nok Maren Peer's.
Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde
slet ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.--

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa
Kirkegaarden.
Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen,
siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:
-Bragte du Blomsterne op?
Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem.
-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.
-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.
-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?
Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.
Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang
han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader?
sagde han langsomt.
Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille
Bedstefader.
Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden
derned, og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var
blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele,
naar gamle Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.
Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede
maabende paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og
skævede til Vinduerne.
Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra

Dør til Dør.
Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.
Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i
Hænderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse.
Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.
Saa blev hun kaldt ind.
Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den
hvide Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.
Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.
-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det
ordnet, altsammen ordnet.
Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod
hendes