Faedra | Page 6

hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun
var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.
Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær
efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede
Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.
Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe
ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte
inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.
Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og
gjaldt nu for Byens rigeste Mand.
Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og døde.
Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse

var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet
overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren.
Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor
de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind
holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var
blevet indskrevet i Valø.
Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.
Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være
kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og
græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede
hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten
noget nedladende.
Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med
Børns Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til
Thorsholm.
Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han
saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa
fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al
Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de
kønneste Navne i Barnets Nærværelse.
En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et
Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom
altid som Lyn og maatte følges strax.
-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.
-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv ...
-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.
Lind saa lidt over.
-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til
Thorsholm i Kalechen.
Da var hun elleve Aar.
Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet
sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid gøre
endel for Bedriftens Skyld.
Rødkindet var han blevet og meget svær.
Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden
og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle
Pige--hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad
hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile,
fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.
Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa
angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik
Maags Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid
vilde hun høre Historien igen.
Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spøgede.
Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i

et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.
Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden.
Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke
Træer, hvor der var ganske tyst.
Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.
Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse