Faedra | Page 5

frem--Hvorfor er De kommen?
Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i
hans Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes
Fødder.
Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes
Hænder, mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af
Graad.
Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.
Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav
sit Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten.
Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste
af Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om
Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse
op. Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for
baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af
Kløerne.
Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde
Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet,
hvorom hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes
Helte, her de stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt.
Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med
alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun
hans Hustru.
Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder.
Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand
under Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar
under sit Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes.
Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag.
Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste
Forstanden. Barnet vilde han ikke sé.
Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og
gav det i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.
Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der

var nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte
kun paa Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i
Granlunden i Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin
Hustru begrave. Der hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de
Maagers kronede Skjold over Navnet Marie.
Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig
stort om lille Ellen.
* * * * *

II.
Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder,
smal over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen
Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en
Smule tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et
trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da
ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde.
Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens
Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for
"Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa kunde der vel komme et Glimt i
Ellens øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine
mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var
besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og
glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende--lige som en
Søvngængers.
Barneøine var det ikke.
Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet
dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og
gamle Lind saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun
hørte med til dem paa Thorsholm og hed Maag.
Gamle Lind var en Særling.

Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han
begyndte med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da
han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men
siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde.
Han var ogsaa en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der
blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var
ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.
Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine
og Folk talte meget om de to.
Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var
gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele,
han var som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen
græmmede sig, saa