Faedra | Page 4

i Vindueskarmen; ingen af dem talte.
Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor
laa Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den
dugvaade Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.
Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.
Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte
hans Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.
Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre
hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun.
Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.
Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke af,
hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og
han tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort
fra hendes Kinder.
Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede
Erik sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.
-Marie--hvor er du--Marie ...
Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere
Ord, før Linds kørte bort.
Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt
bag Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til
Taarnet. Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et
Øjeblik til Gelænderet.
Hvor det dufter,--han hørte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt.
Og atter og atter sagde han de samme Ord.
Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte
Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og
hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge
Hænder, og han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede
med hede Læber det kolde Træ.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at
Solen stak ham i Nakken.--
Erik var forelsket.
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret
fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa
ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han
sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og
tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme
Billeder, og han gentog de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde
han heller ikke.
Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile.
Han maatte tale med Marie.
Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde
vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa
den badedes i Sved og Fraade.
Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om
det saa kun var i Smug at sé hende.
Bare at komme hende nær.
Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han
stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte
dog gaa langsommere.
Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For
andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne
faldt Erik af Hænderne.
Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op
paa Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved
Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.
Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod

han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt,
snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen
kom, holdt han igen paa Bakken ved Veile.
Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt
hen over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa
uendelig træt.
Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han
ved at høre Byens Stenbro under dens Hove.
Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til
Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.
Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.
Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.
Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt
langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede
Hænderne mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne
Skridt.
En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa
Skridt i Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.
Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget
sammen, som om han foldede dem.
Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hænderne
afværgende