Faedra | Page 3

der dinglede,

mod Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.
Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle
Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og
mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt
Flor og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen
Maags tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.
Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da
Kistelaaget blev slaaet til.
Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit
Livs Relikvier.
Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en
Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som
han vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev
og blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine.
Munden var de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en
Kvindes.
Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde
henad Bænken.
Han havde ingen Venner.
Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige
alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af
Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor
Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.
Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste
overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt
animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars
Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte
sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans
Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der
drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.
Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn.
Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang
Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide
Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik
beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning
og bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.
Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med
Øinene. Hun var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store
Øine, der saa saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne Øine!
Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.
Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem
Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene
bort paa deres Vei.
Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev
veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé
hendes Billede.
Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde
han siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der--
Saa holdt han inde forvirret ...
Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.
Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.
Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne.
Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers
Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren
hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte.
Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte
tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i

denne Sal.
Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.
Det var en Admiral, der havde kæmpet paa et fremmed Hav ... Han
havde været Rigets Marsk.--Han saa hen.
-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne
foldede.
-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et
Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?
Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle
de gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte
Spindevævene og Laserne i Tapetet ... Saa mærkede de, der var Ekko i
Salen og begyndte at raabe omkap.
Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i
Taarnkammeret.
Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge
Egetræsstole, at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at
Lampetterne var fra Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de
var helt brune.
De var Present fra en Doge.
En Doge?
Ja--saa gamle.
Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit
Navn i Støvet