Faedra | Page 2

forladte Taarne. Hun krøb
op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til
Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og
uden at hun vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og
hendes Læber hviskede sagte fortvivlede Ord.
Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han
kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod
ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.
Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til
saadanne Tider en blind Lydighed over hende.
Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig
Lunefuldhed, der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da
sneg hun sig bort fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem
Skoven og over Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller
hun dansede i den øde Riddersal og sang dertil.
Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig.
Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun
døde strax efter Fødselen.
Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik
Navnet Erik.
Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog
sig lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen
syntes ham helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst;
den eneste Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.
De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i
Tjenerkammeret, der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at
fortælle; om de glade Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot
de havde levet i Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord,
Jacques, og det var oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at
høre.
Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa
rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han faldt i
Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.
Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke,
han havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig
forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han
blevet saa bange for Jacques.
Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik
omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv,
Erik vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik
derinde og puslede hele Dagen.
Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af
Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa
Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i
Ærmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med
Guldbroderi, der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde
han, at nu skulde de til Lit de Parade.
Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.
Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han
ud og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.
Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde
synke i Knæ ved det,--og han førte ham hen mod Kisten og
Kandelabrene, der vare behængte med noget sort Flor. Erik kendte det
godt fra de gamle Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i
mange Aar.
Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste
Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.
Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.
Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over
Liget paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og
stirrede. Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester
af Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes
Sko med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.
Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa
Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store
malede Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store
Vaabenskjold fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde
saa tidt skudt til Skive efter det med sin Flitsbue.
Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med
Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og
Hovedet faldt ned paa hans Bryst.
Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved,