Det hvide hus | Page 5

Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.
Moderen elskede dem.
Hun l?ste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Sk?d.
Og hun fortalte.
Om sin Fader, den gamle Postmester med det h?je Halsbind--en af de rigtige Embedsm?nd, en af dem, som altid troede, de skulde v?re vrede, naar de var i Funktion. B?nderne kaldte ham for "Fa'er", men de skjalv, naar de skulde g?re ham "Ulejlighed".
Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin, som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig tr?t og nu gemmer den over sine Hemmeligheder.
-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i sit Sk?d.
Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme blev forandret:
-Men det l?rer vi vel alle, sagde hun.
Faderens Skridt l?d med ét gennem Stuen.
-Det er kun mig, sagde han.
Moderen b?jede sit Hoved.
Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.
Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.
-Aa, vi havde vore Stuer ?verst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog vore Vinduer op, saa saá vi Havet....
Moderen slog sine H?nder ned i Sk?det:
-Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.
Sl?jt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var de over Jorden.
Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.
-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et Nu--at der var Elskovssyge i Sl?gten.
Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.
En af dem boede i Nord-Italien.
Moderen gr?d altid, naar hun fik Brev fra hende.
-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.
-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har v?ret Skomager.
Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra K?benhavn.
Hun var hjemme--at se S?nnen.
-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til Tine.
Den S?n havde hun vist faaet noget uregelm?ssigt; og saa havde hun m?ttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med Lorden eller Skomageren.
-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.
Det var ligesom Livssmerten kom hende n?r, naar hun talte om den Veninde.
-Ja, Gud véd, hvordan det kan v?re, sagde hun igen:
-Men det gik dem alle galt.
Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han ganske kort.
En h?j Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at b?je Ryg, er vant til at f?rdes ved et Hof.
Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:
-Det er Hofj?germesteren.
Og han kom ind og han b?jede sig saa m?rkelig dybt og saa m?rkelig bev?get for Moderen, der gik ham im?de. Og han satte sig altid i en lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra og den var mattet af Sorg.
Og han gik, saa pludseligt, som han kom.
Men Moderen gr?d, naar han var gaaet, og B?rnene var bange, for det var noget omtrent, som havde der v?ret et Sp?gelse.
-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han b?jede sig igen og kyssede Moderens Haand.
Han kom for at kunne n?vne dem, der var langt borte....
... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i sit Sk?d. Skolel?rerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes Stol.
Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.
Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.
Det var noget nyt og noget helt forf?rdende, med ?rstederne og med Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschl?ger oppe paa anden Sal.
Det var et Liv med Lysekronerne altid t?ndte, og Svigermoder i det sorte Fl?jel, og de gamle Sl?gtsvaaben broderet paa alle Puder, og S?lvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa V?ggene saa h?jtideligt, som i en Kunstsamling.
Moderen gik helt forskr?kket om.
Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op til Oehlenschl?ger, og dér sad hun og gr?d; med Ansigtet i sine H?nder gr?d hun og gr?d.
Tjeneren fandt hende.
Han maatte hente Faderen.
-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.
-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.
Og hun gr?d, som skulde hun miste sit Liv.
Moderen blev ved at fort?lle med Brevene i sit Sk?d, om sin Ungdom, om de Dage, der svandt.
Men paa én Gang sagde hun:
-Naa, der er Ting, man aldrig skulde t?nke paa.
Tine sagde:
-Det er dog altid godt at t?nke paa Lykken.
-Nej, Mindet om den slaar ihjel.
Moderen stod op:
-Men, aa, hvor var det dejligt at l?be paa Sk?jter, sagde hun.
Saa l?b hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de v?re piskede. Eller