Det hvide hus | Page 3

en Treben midt i Larmen.
Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa Gled som i Bryggerset.
Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersd?ren.
Moderen kunde h?re til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig l?b ind i Stuen igen.
Og uv?gerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:
-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.
Og det var, som sk?d hun noget fra sig med sine dejlige H?nder.
-At De gider h?re paa alt det, sagde Tine.
-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne efter.
Hun kunde g?re hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.
Men de fleste Dage blev hun under M?rkningen i Dagligstuen. Der sang hun. Men der var andre M?rkningstimer, hvor hun blev siddende paa Forh?jningen, i den h?je R?rstol, med H?nderne i sit Sk?d.
Da talte hun stille ud i den stille Stue.
Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa Haar, helt graa Haar.
Og hun var Enke og alle hendes B?rn var voksne, og hun var fattig.
-Forf?rdelig fattig, sagde hun.
Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Sm?r og Ost i den gamle Krystalosteklokke.
-Men Sm?rret maa v?re godt, sagde hun.
Og hun udmalede, hvor Dugen skulde v?re hvid og hvordan B?rnene alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for hende en Slags dr?mmende Sorgl?shed.
Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede Huse langs Landsbyens Gade.
Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Pap?sker. Der var Dukkerne gemte.
-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.
Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en Tr?klods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens Moderen dirigerede.
De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.
De snakkede og de bukkede og de nejede.
Moderen blev r?d af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med Armene frem over Bordet.
B?rnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.
-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Fr?ken L?venskjold.
"Fr?ken L?venskjold" var bleven staaende, og hun skulde bev?ge sig. For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart var det ved et Badested og snart var det i Paris.
B?rnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der foran dem paa Bordet.
Pigerne kom ind. De elskede at h?re til. De forstod ikke et Ord, men stod, ret op og ned, med H?nderne under Forkl?derne. Naar der skete noget s?rgeligt med Dukkerne, saa gr?d de.
Men midt under hele Komedien fl?j Moderen op og alle Dukkerne blev v?ltede--ned i Forkl?derne, ned i Kasserne.
Det var Faderen, der kom hjem.
-Bordet ind, Bordet ind.
Piger og B?rn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter Forskr?kkelse.
-Gud, at B?rnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.
Og B?rnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.
Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var saa forf?rdet, at hun maatte have Syltet?j og Tvebakker....
Hun kl?dte ogsaa Pigerne ud.
Det var en Aften, hun var ene hjemme med B?rnene.
Saa bankede det haardt paa Gaardd?ren, og Jomfruen maatte gaa ud og lukke op og kom skrigende tilbage:
-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....
Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg h?jest. F?l var han, og B?rnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er "store Marie".
-Mo'er, det er store Marie, skriger han.
Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:
-Giv Nina en paa ?ret.
Og Nina fik en Lussing, saa hun r?g, af Maries N?ve.
Saa troede B?rnene, at det var en Vagabond.
Men bagefter b?d Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.
* * * * *
Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine Minder--kommer og samles om En.
Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforg?ngeligt--et Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Gl?de med bedr?vede ?jne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hj?lpel?se H?nder, som kun vidste at hj?lpe de andres N?d, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og fr?s, naar Sol gik ned.
Et Billede af den, som elskede Livet og d?de af dets Sorg.
Hun d?de som en fager Blomst, der kn?kkes.
Ingen Rose, ingen Lilje heller.
En s?lsommere Blomst med s?re Fibre, opplejet i sene Aar af en taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa sk?n i Lyset, men