Det hvide hus | Page 8

ned fra Tag Med Duen til Julegilde!
Dans, lille Barn, paa Moders Skød, En dejlig Dag er oprunden, Idag
blev vor kære Frelser fød, Og Paradisvejen funden.
Der var tyst et Øjeblik, og Alle var stansede.
-Saa leger vi, sagde Moderen.
Og hun satte Jens Røgter i Galop, saa Alle maatte følge, mens hun sang,
og Børnene faldt i "om Træet, der skal vises, og siden skal det spises".
-Gud bevare mig vel, sagde Moderen, hvor den Dreng synger falsk.
Det var den ældste, der skraalede lige op i Træet.
Den Mindste faldt i Kæden.
-Op igen, sagde Tine.
Men den Mindste græd.
-Saa danser I Andre, sagde Moderen, og hun satte sig hen med den
Mindste paa sit Skød.
Lysene begyndte at brænde ned, og de holdt op at danse.
Folkene drog af, og Tine gik i Lag med at bringe de Mindste i Seng.
Moderen sad paa det samme Sted.
Paa Gulvet, med Hovedet mod hendes Knæ, laa den ældste Dreng,
mens Lysene slukkedes, et efter et, og Sølvets Glans blev mat.
-Moder, sagde han, nu dør Juletræet.
-Ja, min Dreng, sagde Moderen, og hendes dejlige Haand faldt bort fra
hans Haar, ned i hendes Skød:
-Nu dør det.
Tine kom tilbage.
Endnu brændte de sidste Lys.
-Bring ham i Seng, sagde Moderen.
-Sov vel, sagde hun, og hun kyssede Drengen paa Panden.
-God Nat, Moder.
Moderen sad ene.
De sidste Lys flammede op som Blus og sluktes. Træet var mørkt.
Gennem Stuerne derinde hørtes Faderens Skridt.
-Er De her, Frue? sagde Tine, der vendte tilbage.
-Jeg sidder her.
De var tavse et Øjeblik. Saa sagde Moderen:
-Tine, tag Karmen for Døren bort.

Tine gjorde det.
-Og luk op, sagde Moderen.
Hun havde rejst sig op og lagt et Sjal om sine Skuldre.
Stille traadte hun ud paa den snedækte Havetrappe. Tine fulgte hende.
Foran dem laa Haven, hvid og tavs. Moderen stod længe med
opadvendt Ansigt, stirrende op mod Stjernerne.
-Frue, sagde Tine, hvor er Betlehemsstjernen?
Moderen svarede ikke. Maaske havde hun ikke hørt det.
-Ser De Venus, Tine? sagde hun saa.
Og atter stod de tavse.
Der hertes ingen Lyd i den hvide Have. De stille Marker sov. Tyst
vandrede Stjernerne over dem.
* * * * *
Efter Jul kom Tiden, hvor der læstes.
Tine kom i Mørkningen og fik Indholdet af Bøgerne.
Moderen sad foran Kakkelovnen, med de hvide Hænder om sine Knæ
og fortalte og digtede om. Der var ingen Bog, som blev den Bog i
hendes Tanker.
Oehlenschlæger var i saadan højtidelige, sorte Bind, og der var saa
mange Mærker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne næsten
udenad, og dog læste hun dem altid igen. Naar hun slog Øjnene op fra
Bogen, mens Børnene lyttede, var det, som var hendes Øjne blevet
dobbelt saa store.
-Mo'er, læs mer, sagde den ældste Dreng.
-Skal Børnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin Dør.
-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og læste videre.
Hendes Stemme var mild som bedrøvede Kærtegn er, og der var Taarer
i hendes Øjne.
Helst læste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.
Tine sad og snøftede som en Sæl.
-Skal Børnene i Seng?
-Straks, Fritz, straks....
Og Moderen blev ved at læse.
Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg
sig saa ømt om hendes Stemme.
-Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til
henne i Krogen ved Bogskabet.

Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene skulde i Seng.
Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen.
Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved.
I klare Nætter gik hun der længe. Hun holdt saa meget af Stjernerne.
Lange Tider kunde hun staa og tælle, hvor mange hun kunde se paa en
Plet.
Tine stod hos.
Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.
Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.
-Det var hendes Moders Stjerne....
-Saá De den?
-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedrøvet.
Der var saa mange bedrøvede Stjerner og dem elskede hun højest.
-Stella, raabte Faderen fra Gavlen:
-Stella, Du forkøler dig.
-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et Øjeblik og
holdt endnu sit hvide Ansigt opad:
-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte.
Og hun gik stille ind.
Men at stirre paa Stjernerne var hende næsten en Lidenskab.
-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.
Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men længere aldrig.
For hun var bange for Spøgelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og
sikkert var det, at der hjemme spøgede i det blaa Kammer, det gjorde
det.
Hun bekræftede det med et Nik:
-Det véd ogsaa Fritz, sagde hun.
Men den, der spøgede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá
man