Det hvide hus | Page 9

hende, skulde nogen dø.
Moderen havde set hende en Gang, og da var den gamle Postmester
død.
Ellers vidste hun mange Spøgelseshistorier, og fortalte dem i
Mørkningen, saa Børnene gøs.
Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi
den var hændet en af hendes Tanter.
Det har nu altid spøget paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt,
for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en Dame

komme ud af Væggen--livagtig--hun saá hende i Spejlet ... I graa
Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede sig
bag hendes Stol.
-Men Olivia fløj op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg....
-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det
var jo hændet en Selskabsdame ... og hun kom løbende ud paa Gangen,
op ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af
Væggen og hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og
drejede mig rundt....
-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal....
-Ikke til at redde, hun var gal.
Fortalte Moderen.
Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave
paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.
-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.
Alligevel var Spøgelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der var
bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.
-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod Dødsfald i Sognet.
-Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.
Om Vintereftermiddagene gik Moderen med Børnene paa Besøg. Alle
Børnene pludrede, mens de gik gennem Alléen, rundt omkring
Moderen som en Fugleungeflok.
Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden.
Fin og pæn og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark,
lukket med en grønmalet Port.
Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.
Sognefogdens "Kvind" gik straks i Køkkenet.
Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke hørte, rakte En en
fugtig Haand, man ikke fik fat i, og gik i Køkkenet for at sørge for Mad.
Man havde ikke været ti Minutter hos Sognefogdens, før Bordet
bugnede. Der var altid Ribbenssteg og Rødbeder ved Siden af Sylte.
Brødskiverne var saa store som et Landkort.
Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved
Altergang og Marked i Augustenborg, men som ellers var i
Skjorteærmer. Han sagde aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop
rystede.
Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.

Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et
Glas Rødvin til at skylle Fedtet ned med.
Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen
gik i sit Køkken efter sit Goddag, og Manden, i ham begyndte det, bare
han saa "Moderens" Ansigt, at klukke, saa hele den lille Mellemstue
skjalv.
Men saa en Dag, det var en Mørkning, slæbte der sig noget som en tung
Byldt ind i Dagligstuen hjemme. Og Byldten--det var ikke andet end
Tørklæder og et stort Sjal og et lille Sjal--kom ikke længer end til
Stolen ved Bogskabet, men dér faldt den ned som en tung Dyne falder,
og Byldten græd og græd og græd.
Ud fra alle de Klæder kom Graaden stille og ustanseligt.
Den Byldt var Sognefogdens Kone, og da var hendes Søn død ved et
Vaadeskud.
Moderen knælede ned, og hun søgte at komme ind til Konen--ind
gennem Sjalerne, ind for at trøste hende.
Men Byldten bare græd og græd og sagde:
-Jeg skulde tale med Pastoren.
-Ja, ja, Madam Hansen, ja, ja, Madam Hansen....
-Jeg skulde tale med Pastoren.
Og Byldten kom hen over Gulvet, jamrende saa stille, saa tung som
noget, der ikke levede, ind til Præsten.
-Hvor hun græd, sagde Moderen, hvor hun græd--naar man bare havde
kunnet faa Sjalerne af hende.
Som om det havde bragt hende den Sorg nærmere.
... Moderen og den ældste Dreng skulde op og se Sognefogdens Søn.
Det var ligesom der ikke hørtes en Lyd i Huset. Hunden gøede ikke og
Fjerkræet var lukket inde.
Sognefogden tog imod Moderen og Drengen i Døren.
Han havde en sort Frakke paa og han sukkede. Tale gjorde han ikke,
mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene
stod aabne.
I Storstuen stod Kisten.
Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for
Vinduerne.
Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt.
Der laa Sønnen stille.

Hjemme i Borgestuen havde de sagt, at ved Anders Niels var mange
Piger kommen galt afsted:
-For han havde saadan en kvindagtig Mund, havde Avlskarlen sagt:
-Som Pigebørn ikke stod for.
-Og et Par Ben, de ikke fik Øjnene fra....
Men nu laa han