Det hvide hus | Page 7

der fløj ud i Gangen og hentede to
Uldsjaler, som hun kastede over det brændende Træ.
Men Moderen satte flere Armstager paa alle Bordene, og Børnene
maatte danse om det forkullede Træ.
-Stella, sagde Faderen: hvor Du ogsaa er uforsigtig.
Der kom et pludseligt Glimt i Moderens Øjne.
-Fritz, sagde hun og løftede sit Hoved, som saá hun endnu for sig det
skønne og flammende Træ:
-Fritz, det var saa dejligt....
... Der er endnu ét.
Saa var der ikke flere. Alle Lys var tændt mellem det glitrende Sølv.
Moderen stod tavs i Træets Glans.
-Det er den trettende Jul, vi tænder her, sagde hun, og hendes Stemme
lød pludselig mat.
-Men Bordene, Tine, sagde hun, og hendes Tonefald skiftede, mens
hun saá hurtigt og langt hen over de hvide Duge:
-Der er ikke nok til Lars Forkarl.
Hun stod grundende foran Lars Forkarls Bord.
-Men Tine, hvad skal man ogsaa finde paa til Lars Forkarl?
Pludselig virrede hun med sit Hoved:
-Tine, sagde hun, løb ind til Fritz. Vi stjæler ti Cigarer.
Tine listede ind i Faderens Stue.
-Maa vi komme? raabte Børnene i Dagligstuen.
-Straks, sagde Tine og lukkede Døren bag sig.
Hun havde reddet Cigarerne.
-Gud ske Lov, sagde Moderen, der sukkede, som om hun var befriet for
en Byrde.
-Saa binder vi dem om med et rødt Baand, sagde hun.

-Jeg har ingen Baand, sagde Tine.
Moderen saá sig om, hen over alle Bordene:
-Vi tager en Sløjfe fra Frk. Jespersens Fichu.
Fichuet var en Gave til Moderen fra Frøken Helene Jespersen. Det var
fuldt af mange smaa røde Sløjfer.
-Ja, sagde Moderen, mens Tine løsnede Baandet:
-Der er ogsaa for mange Sløjfer paa Frøken Jespersens Fichu.
Den rosa-røde Stump blev knyttet om Cigarerne.
-Saa, nu lukker vi op, sagde Moderen.
Hun aabnede selv Døren, og Børnene stormede ind.
-Glædelig Jul, sagde Moderen.
Hun stod midt paa Tærskelen.
-Hvor er mit Bord?
-Hvor er mit? lød Børnenes Kor.
-Dér, dér, sagde Moderen. Hendes Ansigt lyste.
Børnene stod om hende i Flok med oprakte Hænder.
-Mo'r, Mo'r raabte de, nu det fra Træet--nu det fra Træet.
-Ja.
De sidste Gaver laa pakkede ind i mange Papirer ved Juletræets Fod.
Moderen krøb rundt paa Gulvet, mens hun tog dem frem og samlede
Pakkerne i sin Favn.
Nu havde hun dem, og hun stod op midt mellem Børnene.
-Nu, nu, raabte Børnene.
-Ja.
Og hun kastede dem, som i Grams, ned mod Børnenes oprakte Arme:
-Til Dig, og
-Til Dig, og
-Til Dig, raabte hun, mens Børnene jublede.
Faderen var traadt frem i den aabnede Dør.
Lænet til Dørkarmen stod han tavs og betragtede Moderen og sine
Børn.
Og hastigt, mens et Glimt af Ømhed--eller maaske kun af
Beundring--lyste, et Nu, i hans Øjne, gik han frem imod Moderen:
-Du, Giverske, hviskede han.
Moderen slog Øjnene ned, saa det næsten saá ud, som lukkede hun dem
et Sekund:
-Du giver, Fritz, sagde hun.

Faderen gled bort.
-Men, Tine, nu maa Folkene ind, sagde Moderen.
De havde allerede samlet sig i Gangen.
Pigerne var paa Sokker, og Karlene havde Støvler paa.
-Saa, lille Børn, sagde Moderen og lukkede Døren op:
-Nu er det Juleaften.
De kom alle ind, En efter En, meget langsomt, med et underligt Sæt
over Dørtrinet, som satte de over en Barikade. I Ansigterne saá de ud,
som skulde de til Alters.
Bagest kom Jens Røgter.
Han var i stribet Vest over Bukserne, der hang bedrøveligt.
De fik Gaverne, og de takkede--hvad de sagde havde aldrig noget
Menneske hørt--og, skulende til hinandens Presenter, bragte de dem,
ligesom i Sikkerhed, hen rundt i Krogene.
-Saa, Jens Røgter, sagde Moderen, nu skal vi danse.
Hun dannede en Kæde.
Forrest var hun selv med Jens, Børnene tog Pigerne og Karlene.
-Slut Kreds, raabte hun til Tine, og hun begyndte at gaa.
Langsomt drog Kredsen om Træet, mens Moderen, med lidt sitrende
Røst, begyndte at synge:
Dejlig er Jorden, Prægtig er Guds Himmel, Skøn er Sjælenes
Pilgrimsgang!
Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!
Lidt efter lidt faldt Alle ind, mens Moderens Stemme steg, og de
langsomt blev ved at vandre om Træet.
Alles Ansigter var vendt opad, op mod Juletræets Lys.
Inde fra Halvmørket faldt pludselig Faderens Stemme ind, saa
mærkelig dybt, som fra langt borte.
Moderen var stanset ved Lyden af hans Sang. Saa gik hun atter videre,
stirrende ind i Træets Lys:
Gennem de favre Riger paa Jorden Gaa vi til Paradis med Sang!
Sangen døde hen.
-Syng nu alene Mo'r, sagde den ældste Dreng.
-Ja, vil Fruen synge alene, sagde Mandfolke-Marie, der hele Tiden
græd stridt uden at vide det.
-Ja, sagde Moderen.
Og uden at tage sine Øjne fra Træets Lys, sang hun halvhøjt--hun alene,

medens de Alle gik endnu langsommere:
Glæden er Jordens Gæst idag Med Himmelkongen den lille, Du fattige
Spurv, flyv