Det hvide hus | Page 6

langt borte....
... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve
i sit Skød. Skolelærerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes
Stol.
Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.
Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting
kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.
Det var noget nyt og noget helt forfærdende, med Ørstederne og med
Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlæger oppe paa anden Sal.
Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og Svigermoder i det

sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og
Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa
højtideligt, som i en Kunstsamling.
Moderen gik helt forskrækket om.
Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv
havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen
op til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine
Hænder græd hun og græd.
Tjeneren fandt hende.
Han maatte hente Faderen.
-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.
-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.
Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv.
Moderen blev ved at fortælle med Brevene i sit Skød, om sin Ungdom,
om de Dage, der svandt.
Men paa én Gang sagde hun:
-Naa, der er Ting, man aldrig skulde tænke paa.
Tine sagde:
-Det er dog altid godt at tænke paa Lykken.
-Nej, Mindet om den slaar ihjel.
Moderen stod op:
-Men, aa, hvor var det dejligt at løbe paa Skøjter, sagde hun.
Saa løb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de være piskede. Eller
hun skulde pludselig lægge Laurbærblade paa Sylten:
-For alt maa det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring.
Medens Tine gjorde alting--
* * * * *
Barndomstider-- til Jer er jeg flygtet tilbage, om I kunde lindre mit
Hjertes Vé. Ingen tæller de Taarer, som udgrædte Øjne saa gerne vilde
græde. Barndomsdage, Barndomsminder, lind mit Hjertes Vé.
Du, Moder, der selv led, rank som en Blomst, der brat knækkes, du,
Moder, der selv elsked, bliv nu hos mig under mit Hjertes Vé.
Langt skal Mennesket gaa og saa haardt maa det træde-- kom med
Eders Glæde Lind --for en Stund blot-- al mit Hjertes Vé.
Barndomsminder, hvad jeg saa skal bede: at I kunde linde mit Hjertes
Vé.
* * * * *

Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften.
For det var de Fattiges Dag.
Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa
tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i
Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af.
En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede.
Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose.
Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til.
-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret.
Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i
Huset.
-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.
Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var
ligesom de saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte
Træskoene i en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker
og mælte ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand
med et:
-Tak.
Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til
det.
Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar
Husmandskonerne var vel ude.
-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.
Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod
stænke med Eau de Cologne.
-For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe.
Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase.
... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og
Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget. Hele
Dagen gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for
lidt paa et Bord, stjal hun lidt fra et andet.
* * * * *
Træet blev tændt. Tine stod paa en Stige, mens hun tændte det.
Det var kun Sølv og Sølv og lutter hvide Lys.
Moderen gik rundt om Træet.
-Der er ét endnu, sagde hun. Og hun pegede paa et utændt Lys.
Hun kunde aldrig faa Lys nok, og hun satte dem paa Grenene saa altfor

tæt.
-Men vi stikker Ild paa Træet, sagde Tine fra Stigen.
-Nej, nej, der er ét endnu.
Et Aar havde de stukket Ild paa Juletræet:
Det blussede op et Nu, mens alt Sølvet flammede og forkulledes, og
Moderen saá til med Skæret over sit Ansigt.
-Hvor dejligt, hvor dejligt, sagde hun.
Saa fængede Grenene.
-Her bliver Brand, raabte Moderen.
-Ja, det bliver her, sagde Tine,