Det hvide hus | Page 5

Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og
Støj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom
ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelærerens piskede fast
imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kræfter til, og
Æggene maatte piskes i timevis.
-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen.
Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.
-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.
Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen,
rød i sine Kinder, saa glad:
Lisbet! Lisbet! O, hvor er du sød og net! Se paa mig ret, Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sød og net!
De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Børnene og Tine, men
Moderen var allerede inde i Dagligstuen:
-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.
Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven træt af alt det meget
ingenting.
Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind, Piskejernene gik og
Ovndøren klaprede.
-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.
Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ungdomsbreve fra
hendes Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa
saa fint i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke

brugte Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med
Baand.
Moderen elskede dem.
Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skød.
Og hun fortalte.
Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind--en af de
rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være
vrede, naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de
skjalv, naar de skulde gøre ham "Ulejlighed".
Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin, som
havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og en af
de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu gemmer
den over sine Hemmeligheder.
-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i sit
Skød.
Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes
Stemme blev forandret:
-Men det lærer vi vel alle, sagde hun.
Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen.
-Det er kun mig, sagde han.
Moderen bøjede sit Hoved.
Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.
Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.
-Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog
vore Vinduer op, saa saá vi Havet....
Moderen slog sine Hænder ned i Skødet:
-Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.
Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var de
over Jorden.
Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.
-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et Nu--at
der var Elskovssyge i Slægten.
Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de
sad som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.
En af dem boede i Nord-Italien.
Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende.
-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.

-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har været Skomager.
Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra København.
Hun var hjemme--at se Sønnen.
-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til Tine.
Den Søn havde hun vist faaet noget uregelmæssigt; og saa havde hun
måttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med Lorden
eller Skomageren.
-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.
Det var ligesom Livssmerten kom hende nær, naar hun talte om den
Veninde.
-Ja, Gud véd, hvordan det kan være, sagde hun igen:
-Men det gik dem alle galt.
Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han
ganske kort.
En høj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bøje Ryg,
er vant til at færdes ved et Hof.
Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:
-Det er Hofjægermesteren.
Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig
bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en
lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra
og den var mattet af Sorg.
Og han gik, saa pludseligt, som han kom.
Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det
var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse.
-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig igen
og kyssede Moderens Haand.
Han kom for at kunne nævne dem, der var