Det graa hus | Page 5

Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, b?jede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
-Det er en Sk?ndsel, det er en Sk?ndsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Sk?ndsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan v?re saa st?rk, at ogsaa den bliver et Levebr?d.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?
-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
-Brug, hvad hun plejer, sagde han og sk?d to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.
Hans Excellence l?ftede Hovedet.
-Og hvor er hun selv? sagde han.
-Ja, man er jo hos S?strene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver S?tning.
-Bliver det stadig ved hos S?strene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde ops?gt Villadsen hos "S?strene", hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte saa smaat at sn?fte igen:
-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Sn?ften blev igen til Graad: det bliver ved.
-Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkr?bling, ud af hvis K?d han havde skaaret et Menneskebarn:
-Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun sj?ldent Haanden--:
-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:
-Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart sp?rrede med Tr?benet, Erindringen om hans Opofrelse for F?drelandet:
-Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillem?nt forsvinde i Haanden, som F?drelandsforsvareren ikke havde mistet.
-Godmorgen, sagde Portneren og rettede Tr?benet.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet paa Georg.
-Vognen, sagde han.
-Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
-K?rer Du ud? spurgte han. Men Excellencen h?rte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
-Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden v?re flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
-Excellencens Sententser er forbryderiske.
-Maaske, Go'e--og Excellencen rejste sig--Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden ...
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale--han sagde altid saa meget, mens han skiftede Kl?der, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:
-Men l?g M?rke til, at den menneskelige Retf?rdighed er en?jet. Havde den to ?jne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakke?rmet:
-Eller vi fik slet ingen.
-Men Ulykken er og Ulykken bliver--og han talte sig hidsigere--at Menneskene, de er kun nogle forf?ngelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser . . . Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
-Sover Hendes Naade? sagde han.
-Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.
-Godt.
Hans Excellence vendte sig og aabnede D?ren. Han gik n?nsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var m?rkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fl?jelsbaldakin paa de fire S?jler.
-Hvem er det? raabte Hendes Naade.
-Mig, sagde Excellencen, og han stod med b?jet Hoved, i en saa besynderlig Stilling--?m eller frygtagtig--foran Hendes Naades Seng.
-Hvordan har Du sovet? spurgte han.
-Du har rumsteret l?nge, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.
-Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange T?pper.
-Og nu k?r' jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa ?jne gennem M?rket:
-Hvorfor k?r' Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?
Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade t?vede et Nu, f?r hun sagde:
-Der er dog ingen, der venter paa Dig.
Han h?rte det maaske ikke. Han b?jede pludselig hastigt sit Hoved--Bev?gelsen var n?sten sky--saa langt frem, at hans L?ber r?rte Hendes Naades Pande:
-Farvel.
-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde r?rt sig.
Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubev?gelig med lukkede ?jne, midt i den m?gtige Seng, hvor, i M?rket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.
Faderen aabnede D?ren til Gangen for Hans Excellence.
Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bev?gelse sk?d han dem hurtigt endnu l?ngere ind paa Konsollen.
Excellencen havde set det.
-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.
Hans Excellence l?ste aldrig Posten, f?r han kom hjem.
-Bliv inde, sagde