Det graa hus | Page 4

de kalder 'et.
-Ja, nikkede Georg.
-Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens D?r, sagde han:
-Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:
-Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en N?gle l?d i Gangd?ren. Det var Faderen. Han tog Overt?jet af og spurgte:
-Er der nogen syge hos Baronens?
-Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence ... til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
-Ja saa--der var gaaet n?sten som en Bleghed over Faderens Ansigt--: Godmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences D?r.
-Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans ?jne ved Synet af S?nnen, der smilte til ham med et eget ?mt Smil, n?sten som en Kvindes:
-Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, b?r ikke klage, naar de kun nogenlunde kan tr?kke Vejret.
-Det er raat ude, sagde Faderen, stadig b?jet over Hans Excellence.
-Det er vores Klima, Go'e, som vi maa b?re. Faderen vendte sig imod Vinduet.
-Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
-Sikkert, sagde Faderen og undgik fors?tligt et "Ja".
Som i L?bet af et Sekund blev Excellencens Ansigt m?rkere:
-Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
-Hun er ellers saa glad ved at v?re her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonl?st som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
-Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
-Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
-Ja.
D?ren faldt til.
Georg sad som f?r, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran D?ren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
-Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
-Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
-Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der d?kkede hende fortil--Ryggen var skruttet--:
-Tak.
-Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens D?r, saadan lidt, som man aabner for et Kr?, der smutter ind ved den nederste D?rfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
-Er det Dem? sagde han.
-S?t Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved D?ren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes F?dder kunde naa Jorden.
-Saa er det vel galt igen?
-Ja, Deres Excellence.
-Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog ?jnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
-Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
-Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi'er de gale Smerter ...
-Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Opr?mthed: det gi'er Efterveer, Jomfru, efter Gl?derne.
Jomfru Villadsen begyndte at gr?de, saa Graaden kr?ngede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den kr?ngede Mund lignede hun en Tudse:
-Ja, En b?der for'et, mimrede hun, man pines for'et, man b?der for'et, naar man er kommen i Ulykke . . .
-Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha'e Forn?jelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at gr?de, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
-Ja, det er vel sandt... det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde h?rt den fra den f?rste Dag, da hun m?dte paa Hospitalet, og han, som forl?ngst havde opgivet at ?ve den F?dselshj?lp, der havde v?ret med at g?re ham ber?mt, i et pludseligt Anfald af en s?lsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forl?se--forl?se dette Kr?, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandk?n dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet s?tte et Menneske i Verden.
-Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde:-Ja ... Excellencen véd'et . . . Excellencen véd'et . . . Men (det kom som en Str?m af Graad) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den h?je Stue, sagde han:
-Ja.
-Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et ?jeblik, til Excellencen paa ny vendte ?jnene mod Tudsen.
-Og hvor er han? spurgte han.
"Han" var Jomfruens S?n.
-Ja, nu er han jo l?bet fra Konen.
-Naa.
-Og K?rresterne ta'er han blandt de v?rste, sagde Jomfru Villadsen.
-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun h?jere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som "Ja"et f?r:
-Det er osse en F?rdighed, Go'e, og gladere for sin