Catilina | Page 3

jeg da håbede. Dog tror jeg nu at det var bedst
for mig således; jeg ønsker ikke at noget af det mellemliggende skulde
have været uprøvet, og ser jeg tilbage på det gennemlevede som på en
helhed, da gør jeg det med en tak for alt og en tak til alle.
Dresden i Februar 1875.
Henrik Ibsen.

PERSONERNE:
LUCIUS CATILINA, en adelig Romer. AURELIA, hans hustru.
FURIA, en vestalinde. CURIUS, Catilinas slægtning, en yngling.
MANLIUS, en gammel kriger. LENTULUS, } COEPARIUS, }
GABINIUS, } unge adelige Romere. STATILIUS, } CETHEGUS, }
AMBIORIX, } Allobrogernes udsendinger. OLLOVICO, } EN
OLDING. PRESTINDER og TJENERE i Vestas tempel.

GLADIATORER og KRIGERE. ALLOBROGERNES LEDSAGERE.
SULLAS GENFÆRD.
(Første og anden akt foregår ved og i Rom, tredje akt i Etrurien.)

FØRSTE AKT.
(Ved den flaminiske landevej udenfor Rom. En træbevokset bakke ved
vegen. I baggrunden fremrager stadens højder og mure. Det er aften.)
(Catilina står oppe på bakken mellem buskerne, lænet til en
træstamme.)
CATILINA. Jeg må! Jeg må; så byder mig en stemme i sjælens
dyb,--og jeg vil følge den. Kraft ejer jeg, og mod til noget bedre, til
noget højere, end dette liv. En række kun af tøjlesløse glæder--! Nej,
nej; de fyldestgør ej hjertets trang. Jeg sværmer vildt! Kun glemsel er
min higen. Det er forbi! Mit liv har intet mål. (Efter et ophold.) Hvad
blev der vel af mine ungdomsdrømme? Som lette sommerskyer de
forsvandt. Kun nag og skuffelse de lod tilbage;-- hvert modigt håb har
skæbnen røvet mig. (slår sig for panden.) Foragt dig selv! Foragt dig,
Catilina! Du føler ædle kræfter i dit sind;-- og hvad er målet for din
hele stræben? Kun mættelse for sanseligt begær. (roligere.) Dog,
stundom end, som nu i denne time, en lønlig længsel ulmer i mit bryst.
Ah, når jeg ser mod staden hist, det stolte, det rige Roma,--og den
uselhed og det fordærv, hvortil det længst er sunket, fremtræder klart
som solen for mit syn,-- da råber højt en stemme i mit indre: vågn,
Catilina;--vågn, og vord en mand! (afbrydende.) Ak, det er gøgleværk
og nattens drømme og ensomhedens åndefostre kun. Ved mindste lyd
fra virklighedens rige de flygter ned i sjælens stumme dyb.
(Allobrogernes udsendinger, Ambiorix og Ollovico, med sine ledsagere
kommer nedover landevegen uden at bemærke Catilina.)
AMBIORIX. Se hist vor rejses mål! Se Romas mure! Mod himlen står
det høje Kapitol.

OLLOVICO. Det Roma er? Italiens herskerinde, og snart
Germaniens,--Galliens og måské.
AMBIORIX. Desværre, ja;--så tør det engang vorde; og skånselløst er
Romas herredom; den undertvungne tynger det til jorden. Nu får vi se,
hvad lod vort folk kan vente: om her er værn mod krænkelserne
hjemme, og fred og ret for Allobrogers land.
OLLOVICO. Det vil os skænkes.
AMBIORIX. Lad os håbe så; thi endnu véd vi ingenting med visshed.
OLLOVICO. Du frygter, synes det?
AMBIORIX. Med skellig grund. Nidkær var Roma stedse for sin magt.
Og kom ihug at dette stolte rige af høvdinger ej styres, som hos os.
Derhjemme råder vismand eller kriger,-- i kløgt den ypperste, i strid
den største; ham kårer vi til fører for vor stamme, til dommer og til
hersker for vort folk. Men _her_--
CATILINA (råber ned til dem). --her råder vold og egennytte;-- ved list
og rænker blir man hersker her!--
OLLOVICO. O, ve os, brødre,--han har os beluret!
AMBIORIX (til Catilina). Er så den ædelbårne Romers skik? Et
kvindeværk er det i vore dale.
CATILINA (stiger ned på vejen). Frygt ikke;--spejden er ej min bedrift;
tilfældig kun jeg hørte eders tale.-- Fra Allobrogerlandet kommer I? I
Roma tror I retfærd er at finde? Vend om! Drag hjem! Her råder tyranni
og uretfærd langt mer end nogensinde. En republik af navnet er det vel;
og dog, hver borger er en bunden slave, forgældet, og afhængig som en
træl af et senat--tilfals for gunst og gave. Forsvunden er den fordums
samfunds-ånd, det frisind, Roma havde før i eje;-- liv, sikkerhed, er af
senatets hånd en nåde, som med guld man må opveje. Her gælder
magtsprog, ej retfærdighed; den ædle står af vælden overskygget--

AMBIORIX. Men sig,--hvo er da du, der bryder ned den grund, hvorpå
vort hele håb var bygget?
CATILINA. En mand, der føler varmt for friheds sag; en fiende af
uretfærdigt vælde; en ven af hver en undertrykt, hver svag,-- med lyst
og mod den mægtige at fælde.
AMBIORIX. Det stolte Romerfolk--? Ah, Romer, svar;-- du sikkert vil
os fremmede bedrage. Er det ej mere, hvad det fordum var: tyranners
skræk, beskytter for den svage?
CATILINA (peger mod staden og siger): Se, Allobroger,--hist på
højden truer, med herskertrods, det store Kapitol. Se, hvor i rødlig
aftenglans det luer ved sidste blinket ifra vestens sol.-- Så flammer også
Romas aftenrøde; dets frihed hylles ind i trældoms nat.-- Dog, på dets
himmel snart en sol skal gløde; og for dens stråler svinder