Catilina | Page 2

hvor det rette udtryk ikke i
øjeblikket vilde falde mig ind. Den anden af mine venner, hvis navn jeg
her nævner, da han ikke mere er blandt de levende, daværende student,
senere sagfører, Ole C. Schulerud, rejste til Kristiania med afskriften.
Jeg husker endnu et af hans breve, hvori han melder mig at nu var
"Catilina" indleveret til teatret; at det snart vilde komme til opførelse,
derom kunde der naturligvis ikke være nogen tvil, såsom direktionen
bestod af meget skønsomme mænd; og ligeså lidt kunde det betviles at
byens samtlige boghandlere med glæde vilde betale et klækkeligt
honorar for første oplag; hvad det kom an på, mente han, var kun at
udfinde den, der vilde gøre det højeste bud.
Efter en lang og spændende ventetid begyndte imidlertid nogle
vanskeligheder at vise sig. Fra teaterdirektionen erholdt min ven
stykket tilbagesendt med et særdeles høfligt men ligeså bestemt afslag.
Han gik nu med manuskriptet fra boghandler til boghandler; men alle
som én udtalte sig i samme retning som teaterdirektionen. Den
højstbydende forlangte så og så meget for at trykke stykket uden
honorar.
Alt dette nedslog dog langtfra ikke min vens tro på sejren. Han tilskrev
mig tvertimod, at det just var bedst således; jeg skulde selv optræde
som forlægger af mit drama; med de fornødne penge vilde han
forstrække mig; udbyttet skulde vi dele, imod at han besørgede alt
forretningsmæssigt ved sagen--undtagen korrekturlæsning, hvilken han
anså for overflødig, da man havde et så smukt og tydeligt manuskript at

trykke efter. I et senere brev ytrede han, at han med disse lovende
fremtidsudsigter for øje tænkte på at opgive sine studeringer for helt og
holdent at kunne hellige sig til udgivelsen af mine værker; to eller tre
skuespil om året, mente han at jeg med lethed måtte kunne skrive, og
ifølge en anstillet sandsynlighedsberegning havde han udfundet at vi
for overskuddet måtte om ikke lang tid kunne foretage den mellem os
oftere aftalte eller omtalte rejse gennem Europa og Orienten.
Min rejse indskrænkede sig imidlertid foreløbig til Kristiania. Der
indtraf jeg i begyndelsen af våren 1850 og kort i forvejen var "Catilina"
kommen tilsyne i boghandelen. Stykket vakte opsigt og interesse i
studenterverdenen; men kritiken dvælede nærmest ved de fejlfulde vers
og fandt for øvrigt bogen umoden. En mere anerkendende dom udtaltes
kun fra et enkelt hold; men denne udtalelse kom fra en mand, hvis
anerkendelse altid har været mig kær og vægtfuld, og hvem jeg
herigennem bringer min fornyede tak. Solgt blev der nok ikke ret meget
af det lille oplag; min ven havde en del af eksemplarerne i sit værge, og
jeg erindrer at en aften, da vor huslige fællesforfatning syntes at
optårne uoverstigelige vanskeligheder for os, blev denne bunke trykte
sager gjort til makulatur og lykkelig afhændet til en høker. I de
nærmest påfølgende dage manglede vi ingen af livets første
fornødenheder.--
Under mit ophold i hjemmet i afvigte sommer, og navnlig efter min
tilbagekomst hertil, trådte de skiftende billeder fra mit forfatterliv
klarere og skarpere frem for mig end nogensinde før. Blandt andet tog
jeg også "Catilina" for mig. Bogens indhold i det enkelte havde jeg
næsten glemt; men ved påny at gennemlæse den fandt jeg at den dog
rummede en hel del, som jeg endnu kunde vedkende mig, navnlig hvis
man ser hen til at den er mit begynderarbejde. Mangt og meget, hvorom
min senere digtning har drejet sig,--modsigelsen mellem evne og higen,
mellem vilje og mulighed, menneskehedens og individets tragedie og
komedie på engang,--kommer allerede her frem i tågede antydninger,
og jeg fattede derfor det forsæt, som et slags jubilæumsskrift at
foranstalte en ny udgave,--et forsæt, hvortil min forlægger med
sedvanlig redebonhed gav sin billigelse.

Men det gik naturligvis ikke an uden videre at genoptrykke den gamle
originaludgave; thi denne er, som foran påpeget, intet andet end et
aftryk af mit ufærdige og urettede koncept eller af det aller første rå
udkast. Ved gennemlæsningen mindedes jeg tydelig, hvad der
oprindelig havde foresvævet mig, og jeg så tillige at formen så godt
som intetsteds afgav et fyldestgørende udtryk for, hvad jeg havde villet.
Jeg besluttede derfor at gennemarbejde denne min ungdomsdigtning,
således, som jeg tror at jeg allerede dengang vilde kunne have gjort det,
såfremt tiden havde stået til min rådighed og omstændighederne havde
været mig gunstigere. Ved ideerne, forestillingerne og det heles
udviklingsgang har jeg derimod ikke rørt. Bogen er forbleven den
oprindelige, kun at den nu fremtræder i en fuldført skikkelse.
Med foranstående for øje, beder jeg, at den må blive modtagen af mine
venner i Skandinavien og andetsteds; jeg beder at de vil modtage den
som en hilsen fra mig ved afslutningen af et tidsrum, der for mig har
været vekselfuldt og rigt på modsætninger. Meget af hvad jeg for
femogtyve år siden drømte, er bleven virkeliggjort, om end ikke på den
måde eller så snart, som