Catilina | Page 4

mulmet brat.
(han går.)
(En søjlegang i Rom.)
(Lentulus, Statilius, Coeparius og Cethegus kommer ind i ivrig
samtale.)
COEPARIUS. Ja, du har ret; det vorder stedse værre. Hvad enden
bliver, véd jeg ikke selv.
CETHEGUS. Ej! aldrig falder det mig ind at tænke på enden.
Øjeblikket nyder jeg. Hver glædens skål jeg stikker ud--og lader: det
hele gå sin egen skæve gang.
LENTULUS. Vel den, der kan. Det mig forundtes ikke så ligegyldig at
imødese den dag, da intet mer vi har tilovers, og ingen fordring
fyldestgøres kan.
STATILIUS. Og aldrig glimt af udsigt til det bedre! Dog, det er sandt:
en levevis som vor--
CETHEGUS. O, ti med sligt!

LENTULUS. Mit sidste arvestykke blev denne morgen mig for gæld
berøvet.
CETHEGUS. Nu væk med sorg og klager! Følg mig, venner! I lystigt
drikkelag vi drukner dem!
COEPARIUS. Ja, ja; det vil vi! Kom, I glade brødre!
LENTULUS. Vent lidt; hist ser jeg gamle Manlius;-- jeg tænker han,
som vanligt, søger os.
MANLIUS (træder heftig ind). Forbandet være disse lumpne hunde!
Retfærdighed de kender ikke mer.
LENTULUS. Hvad er påfærde? Hvorfor så forbitret?
STATILIUS. Har ågerkarle plaget også dig?
MANLIUS. Hel andet. Hør! Som I vel alle véd, har jeg med hæder tjent
i Sullas hær. Et stykke agerland blev min belønning. Da krigen var
tilende leved jeg af dette gods; til nød det mig ernæred. Nu er det taget
fra mig! Som det heder-- skal statens ejendomme drages ind, til ligelig
fordeling på enhver. Det er et røveri, og intet andet! Kun egen griskhed
søger de at mætte.
COEPARIUS. Så skalter de med vore rettigheder! De mægtige tør øve,
hvad de vil.
CETHEGUS (muntert). Slemt nok for Manlius! Dog, værre slag har
rammet mig, som nu jeg skal fortælle. Tænk eder kun,--min smukke
elskerinde, min Livia, har troløst mig forladt, just nu, da alt, hvad end
mig var tilovers, for hendes skyld jeg havde ødslet bort.
STATILIUS. Din overdåd tilskrives må dit uheld.
CETHEGUS. Tilskriv det, hvad du vil; jeg giver ej på mine ønsker slip;
dem vil jeg stille tilfreds så længe, som jeg det formår.
MANLIUS. Og jeg, der tappert kæmped for den hæder, den magt,

hvormed de stolte praler nu! Jeg skal--! Ah, var den gamle kække skare
af mine våbenfæller endnu her! Men, nej; den største delen er jo død;
og resten lever spredt i alle lande.-- O, hvad er I, den unge slægt, mod
hine? For magten bøjer I jer dybt i støvet; I har ej mod at bryde eders
lænker; I bærer tålsomt dette trælleliv!
LENTULUS. Ved guderne,--skønt krænkende han taler, er sandhed dog
i hvad han sagde der.
CETHEGUS. O, ja; ja vel;--ret må vi give ham. Men hvordan gribe fat?
Se, det er tingen.
LENTULUS. Ja, sandhed er det. Altfor længe tålte vi undertrykkelsen.
Nu er det tid at kaste af de bånd, som uretfærd og herskesyge rundt om
os har flettet.
STATILIUS. Ah, jeg forstår dig, Lentulus! Dog se, til sligt behøver vi
en kraftig leder-- med mod og indsigt nok. Hvor findes han?
LENTULUS. Jeg kender en, der mægter os at lede.
MANLIUS. Du mener Catilina?
LENTULUS. Netop ham.
CETHEGUS. Ja, Catilina; han var kanske manden.
MANLIUS. Jeg kender ham. Jeg var hans faders ven, med hvem i
mangt et slag jeg fægted sammen. Hans lille søn fik følge ham i krigen.
I hin tid alt var drengen vild, ustyrlig; dog, sjeldne gaver var hos ham at
spore;-- hans sind var højt, hans mod urokkeligt.
LENTULUS. Jeg tror at finde ham ret beredvillig. Iaftes mødte jeg ham
dybt forstemt. Han ruger over hemmelige anslag;-- et dristigt mål han
havde længst i sigte.
STATILIUS. Ja, konsulatet har han længe søgt.
LENTULUS. Det vil ej lykkes ham; thi voldsomt har hans fiender imod

ham talt og tordnet;-- han var tilstede selv, og rasende forlod han
rådet--pønsende på hævn.
STATILIUS. Da går han sikkert på vort forslag ind.
LENTULUS. Jeg håber det. Dog først vi planen må i enrum veje. Tiden
er os gunstig.
(de går.)
(I Vesta-templet i Rom. På et alter i baggrunden brænder en lampe med
den hellige ild.)
(Catilina, fulgt af Curius, kommer listende ind mellem søjlerne.)
CURIUS. Hvad, Catilina,--hid du fører mig? I Vestas tempel!
CATILINA (leende). Nu ja; som du ser!
CURIUS. I guder,--hvilket letsind! End idag har Cicero i rådet tordnet
mod dig; og dog du kan--
CATILINA. O, lad det være glemt!
CURIUS. Du er i fare, og forglemmer den-- ved blindt at styrte dig ind
i en anden.
CATILINA (muntert). Forandring er min lyst. Jeg aldrig ejed en
vestalindes elskov,--den forbudne;-- thi kom jeg hid at friste lykkens
gunst.
CURIUS. Hvad siger du? Umuligt! Det er spøg!
CATILINA. En spøg? Ja visst,--som hver min kærlighed;-- men alvor
er dog, hvad jeg nys dig sagde. Ved sidste skuespil jeg så på torvet
prestinderne i stort og festligt