Catilina | Page 7

kv?gsom slummer; da fatter han at og det stille liv har gl?der, som den vilde tummel savner.
CATILINA. Ja, du har ret; jeg f?ler det s? vel. Og dog, jeg kan mig ej fra larmen rive. En evig uro g?rer i min barm;-- Kun livets tummel m?gter den at stille.
AURELIA. Er din Aurelia dig ikke nok,-- form?r hun ej din sj?l tilfreds at stille,-- s? ?bn dog hjertet for et venligt ord, en k?rlig tr?st ifra din hustrus l?ber. Kan hun ej m?tte denne hede trang, kan hun ej f?lge dine tankers flyven,-- vid: hun form?r at dele hver din sorg, har kraft og mod at lette dine byrder.
CATILINA. S? h?r da, min Aurelia, hvad der i disse dage mig s? dybt forstemte. Du véd, jeg l?ngst har konsulatet s?gt--foruden held. Du kender jo det hele;-- hvordan, for stemmer at erhverve mig, jeg har for?dt--
AURELIA. O, ti, min Catilina; det smerter mig--
CATILINA. Du laster og min f?rd? Hvad bedre middel havde jeg at v?lge?-- Til ingen nytte spildte jeg mit eje; kun spot og sk?ndsel blev min hele vinding. Nys i senatet har min avindsmand, den tr?ske Cicero, mig tr?dt i st?vet. Hans tale var en skildring af mit liv, s? skrigende, at selv jeg m?tte gyse. I hvert et blik jeg l?ste skr?k og gru; med afsky n?vnes navnet Catilina; til eftersl?gten vil det bringes, som et billed p? en f?l og r?dsom blanding af t?jlesl?shed og af uselhed, af h?n og trods mod alt, hvad der er ?delt.-- Og ingen d?d f?r rense dette navn og sl? til jorden, hvad man fult har l?jet! Enhver vil tro, hvad rygtet har fortalt--.
AURELIA. Men jeg, min husbond, tror ej slige rygter. Lad hele verden end ford?mme dig; lad dem kun sk?ndsel p? dit hoved dynge;-- jeg véd, du gemmer inderst i dit sind en spire, som kan s?tte blomst og frugt. Dog, her form?r den ej at bryde frem; og giftigt ukrudt vil den snarlig kv?le. Lad os forlade dette lastens hjem;-- hvad binder dig? Hvi skal vi her vel dv?le?
CATILINA. Jeg skulde r?mme marken,--drage bort? Jeg skulde slippe mine st?rste tanker? Den druknende--endsk?nt foruden h?b-- sig klynger fast dog til de knuste planker; og sluges vraget af den v?de grav, og er det sidste skimt af redning svunden,-- den sidste planke han med sidste kraft omklamrer, synkende med den til bunden.
AURELIA. Men hvis en g?stmild kyst tilsmiler ham med gr?nne lunde langsmed havets vove, da v?gner h?bet atter i hans barm,-- han str?ber did, imod de lyse skove. Der er det sk?nt; der hersker stille fred; der triller b?lgen lydl?st imod stranden; der l?gger han de tr?tte lemmer ned, og k?lig aftenvind omvifter panden;-- den jager bort hver sorgens m?rke sky; en tr?stig ro blir i hans sind tilbage;-- der dv?ler han og finder kv?gsomt ly og glemsel for de svundne tunge dage. Den fjerne genlyd kun af verdens larm form?r at tr?nge til hans lune bolig. Den bryder ikke freden i hans barm;-- den g?r hans sj?l end mere glad og rolig; den minder ham om den forsvundne tid, med knuste form?l og med vilde gl?der; han finder dobbelt sk?nt det stille liv-- og bytter ej med nogen Romers h?der,
CATILINA. Du taler sandhed; og i denne stund jeg kunde f?lge dig fra strid og tummel. Men kan du n?vne mig s? dulgt et sted, at vi kan leve der i ly og stilhed?
AURELIA (glad). Du vil, min Catilina! Hvilken fryd,-- o, mere rig, end dette bryst kan rumme! S? lad det ske! Endnu i denne nat afsted vi drager--
CATILINA. Hvorhen skal vi drage? N?vn mig den plet, hvor hjemlig jeg t?r l?gge til ro mit hoved!
AURELIA. Kan du s?dan tale? Har du forglemt vort lille landsted, hvor min barndom svandt, og hvor vi siden glade, i elskovs f?rste lykkelige tid, har levet mange muntre sommerdage? Hvor var vel gr?sset mere gr?nt end der? Hvor st?rre k?lighed i skovens skygge? Den hvide villa mellem m?rke tr?r fremtitter, vinkende til rolig hygge. Did flygter vi og vier ind vort liv til landlig syssel og til fredsom gl?de;-- der skal opmuntre dig en k?rlig viv; med kys hun skal enhver din kummer sprede. (smilende.) Og n?r, med markens blomster i din favn, du tr?der ind til mig--din herskerinde,-- da r?ber jeg min blomsterfyrstes navn og binder laurb?rkransen om hans tinde!-- Men hvorfor blegner du? Du knuger vildt min h?nd,--og selsomt flammer dine blikke--
CATILINA. Ve mig, Aurelia; din fryd er spildt;-- didhen at f?re dig form?r jeg ikke. Det kan jeg aldrig mer!
AURELIA. Du skr?kker mig! Dog, ikke sandt,--du sp?ger, Catilina?
CATILINA. Jeg sp?ge! O, hvis blot det var en sp?g! Men hvert dit ord, lig h?vnens hvasse pile, igennemborer dette pinte bryst, som sk?bnen aldrig vil forunde hvile.
AURELIA. I guder; tal! Hvad mener du?
CATILINA. Se her! Her er dit landsted,--her din fremtids gl?de!
(han