Ambrosius | Page 8

ha, ha!
Claus. Ha, ha, meget morsomt!

SYVENDE SCENE.
_De Forrige. Jørgen_.
_Jørgen_. Naadige Herre, der er serveret.
Baronen. Naa, det var sandfærdig paa Tiden, for jeg er saa hungrig som
en Tærsker.
Abigael. Giv Agt, Junker Claus, nu flyver Agerhønsene op!
Claus. Ha, ha, _petite friponne!_ Jeg skal tage dem paa Kornet. Maa
jeg byde Jer Armen, elskværdige Abigael?
Abigael. Jeg takker; men jeg gaaer hellere forud, for at see, om Alting
er i Orden.

Baronen. Ja, ja, lad os nu blot komme afsted. Behager Eders Naade?
Abigael #(standser).# Men hvad er dette? Der kommer jo Ridefogden
og Skriveren hæsblæsende hid, og som det lader til, er de i Skjænderi
med hinanden.
Baronen. Her i Haven! Jeg troer, Fanden, plager dem.

OTTENDE SCENE.
_De Forrige, Niels Bruus og Ambrosius_ #(komme ind under højrøstet
Ordstrid. Da de see Herskabet, tie de pludselig og tage Hattene af).#
Baronen. Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel?
Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde?
Niels Bruus. Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har
understaaet sig....
Ambrosius #(paa samme Tid).# Jeg beder Baronen undskylde min
Dristighed....
Baronen. Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad
mig høre, hvad der er i Veien.
Niels Bruus. Der er det i Vejen, naadige Herre, at den nye Skriverkarl,
der staaer, har sat sig op imod Herrens Befaling. Efter Hr. Baronens
Ordre lod jeg den Brændetyv, Skytten bragte hid, sætte paa Træhesten.
Da det var besørget, gik jeg over i Stalden, for at see, om Kjørehestene
var tørret ordentlig af efter Reisen og kunde taale at vandes. Det varede
en Stund, for Bæsterne var temmelig svedige endnu. Men da jeg saa
kom ud i Baggaarden igjen, veed Herren saa, hvad der var gaaen for
sig?
Baronen. For Djævlen, det er jo det, jeg spørger ham om!
Niels. Saa var Træhesten Pinedød tom, var den. Der var ikke mere
Rytter paa den, end der er bag paa min Haand. Mens jeg var i Stalden,
var han der sprunget ud af Vinduet i Skriverstuen og havde løst

Krabaten og hjulpet ham afsted? Hvad synes Naadigherren om det
Vovestykke?
Baronen. Jeg synes, han er en Ærtekjælling, Niels Bruus, at han ikke
gav Skriveren et Livfuld Hug paa Stedet og lod ham sidde op i Steden
for Brændetyven. Men seent er ikke forsilde! Jeg skal lære den
Monsieur, hvem der er Herre paa Gaarden, han eller jeg.
Abigael. Papa maa ikke forivre sig. Hør dog først, hvad Skriveren har at
sige til Undskyldning.
Baronen. Til Undskyldning! Jeg gad vide, hvad det skulde være! Naa,
tal da! Kan han lukke Munden op!
Ambrosius. Hvad skal jeg sige, naadige Herre? Det kom saadan over
mig, da jeg saae en gammel Mand blive mishandlet.
Baronen. En gammel Mand?
Ambrosius. Ja, gammel og skrøbelig. Han kunde jo neppe staae paa
Benene, da de kom slæbende med ham, og han bad saa mindelig for sig.
Det skar mig i Hjertet at see, naadige Herre! for jeg er nu engang noget
blødhjertet af mig. Jeg kom til at tænke paa min egen gamle Fader, som
ogsaa er svag og vanfør, Gud bedre det!
Niels. Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin
Ryg, den Kjæltring!
Baronen. Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale!
Ambrosius #(til Niels).# Kræfter nok! Han segnede jo om paa Jorden
for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med
Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans
Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske? Er den fattige Bonde
ikke Guds Skabning saavel som I, fordi han er ussel og trælbunden? I
hørte jo, hvor han græd af Pine, den værkbrudne Stakkel, og
alligevel....

Baronen. Var han værkbrudden? Det meldte han mig jo intet om,
Jørgen? Hvem er det?
_Jørgen_. Det er Jens Hansen, naadige Herre!
Baronen. Den gamle Jens Hansen fra Vangehusene? Han, som
brækkede Benet sidste Vaar?
_Jørgen_. Ja, naadige Herre!
Baronen. Hvorfor sagde han mig ikke det strax? Jens Hansen har jo
tjent her paa Gaarden i salig Fruens Tid.
Niels. Jeg tænkte, Tyv var Tyv, hvor han saa havde tjent.
Baronen. Han kan beholde sine Tanker hos sig selv. Hænger det
saaledes sammen, saa har han Uret og Skriveren Ret. Han skal vel være
strix, men der er Maade med Alt. En vanfør Mand sætter man ikke paa
Træhest, ham har Vorherre straffet haardt nok. Han skulde have seet
gjennem Fingre og ladet ham gaae med en Advarsel.
Niels. Som Herren befaler. Saa bliver der vist mange Vanføre og lidet
Brændsel paa Godset herefterdags.
Baronen. Raisonnerer han? Gjør, hvad jeg siger, eller det gaaer ud over
ham! #(til Ambrosius.)# Han er en skikkelig Karl, men en anden Gang
skal han ikke tage sig selv tilrette. Han kan komme