Ambrosius | Page 9

til mig, naar han har
Noget paa Hjerte. Nu kan han gaae op til Huusholdersken og lade
hende give ham en Flaske Viin ovenpaa den Alteration.
Ambrosius. Jeg takker skyldigst, naadige Herre! Jeg skal tømme den
paa Herrens Velgaaende.
Abigael #(til Ambrosius).# Aa, bi et Øieblik. Min Fader har tilladt, at I
maa informere mig nogen Tid i Sang og Spil, om I ellers har Lyst
dertil.
Ambrosius. Jeg? Ja med Glæde, naadige Frøken? Paa Lyst skal det
visselig ikke mangle, om jeg blot har Evnen.

Abigael. Saa er det bedst at begynde strax. I skal faae Bud med Bodil
imorgen tidlig, naar jeg har Lejlighed. Farvel saalænge! #(gaaer ud til
Høire.)#
Baronen. See saa, Eders Naade, nu tænker jeg da, vi har Madro. I maa
forlade, at jeg lod Jer vente.
Geheimeraadinden. Bevares Hr. Baron! Forretninger gaaer for Alt. Og
det har været mig og min Søn en sand Tilfredsstillelse ogsaa ved denne
Leilighed at see en Prøve paa Eders fortræffelige Hjerte. Ikke sandt,
Claus?
Claus. Ganske vist, en sand Tilfredsstillelse!
Baronen. Og nu skal du faae en Prøve paa mit fortræffelige Kjøkken,
Claus; det haaber jeg ogsaa skal blive dig en sand Tilfredsstillelse, ha,
ha, ha!
#(_Baronen, Geheimeraadinden_ og Junker Claus ud til Høire.
Ambrosius hilser og følger lidt bag efter.#)
Niels #(efter en lille Pause, i hvilken han og Jørgen betragte
hinanden).# Hvad siger du til den Konfekt, Jørgen?
_Jørgen_. Jeg siger, den er grov, Niels!
Niels. Den fordømte Hanekylling! Han er knap kommen en Pind i
Vejret, saa begynder han alt at gale.
_Jørgen_. Det bliver ikke ved det, Niels. Han flyver en Pind eller to op
endnu, hvis han faaer Lov. Og med hver Pind galer han høiere, det kan
du lide paa. Saae du, hvor Frøkenen smidskede til ham? Hun har givet
ham Løfte paa Degne-kaldet, det som jeg skulde ha'e.
Niels. Ja saa, har hun det?
_Jørgen_. Men kanskee han betænker sig og hellere vil være
Ridefoged.

Niels. Han skal i Helvede! Før skal jeg knække hans Halsbeen.
_Jørgen_. Det skal du ikke gjøre, Niels; det er bedre, at han selv
besørger det.
Niels. Han selv? Hvad mener du med den Snak?
_Jørgen_. Jeg mener, om der kanskee fandtes een eller anden Steen,
som han kunde bryde sin Hals paa.
Niels. Hvad skulde det være for en Steen?
_Jørgen_. Ja, hvem kan vide? Der ligger jo saa mange Steen ved
Veikanten; en af dem kunde jo komme ham paa tværs.
Niels. Ja, saadan en rigtig Kampesteen! Men hvordan skulde det gaae
til, Jørgen?
_Jørgen_. Aa, man kunde jo skubbe lidt til den, Niels.
#(Tæppet falder.)#
* * * * *

ANDEN AKT.

* * * * *
#Bibliotheksstue. I Baggrunden en Dør med Reoler paa hver Side. Døre
til Venstre og Høire. Et Skrivebord, Stole.#
* * * * *

FØRSTE SCENE.
Ambrosius #(kommer fra Baggrunden med en Bog i Haanden).# Det er
et synderligt Haandskrift, jeg har fundet her i Baronens Bibliothek
imellem de Bøger, jeg skal gjøre Register over. Det er fuldt af alskjøns
Viser, baade lystige og alvorlige imellem hverandre. Jeg gad vide,
hvem der har sanket alle dem sammen. Det har ventelig været et

Fruentimmer, for Bogstaveringen er noget ueens, og Linierne gaaer ud
og ind ligesom Vimmelskaftet i Kjøbenhavn. Lad see engang, kanskee
Navnet staaer foran, #(læser)# "Denne Bov er min, kjøv dig en, saa er
det din. Ane Sofie med egen Handt." Det er ikke meget oplysende.
#(blader i Bogen og sætter sig derpaa ved Bordet.)# See, her træffer jeg
gamle Kjendinge. Her er Visen om Svend Vonved, som salig Moster
sang for mig, da jeg var lille, og om Ridder Aage, som stod op af
Graven. Og her er den om Ellehøien.
#(læser:)#
"Jeg lagde mit Hoved til Elvehøi, Mine Øien de finge en Dvale; Der
kom gangendes to Jomfruer frem, Som gjerne vilde med mig tale."
#(taler:)#
To Jomfruer ... her kom ogsaa to Jomfruer frem ... nei, den ene var en
Frøken....
#(læser:)#
"Den ene begyndte en Vise at kvæde Saa faurt over alle Kvinder.
Striden Strøm den stiltes derved, Som førre var vant at rinde."
#(taler:)#
Det er løierligt nok, men der er Noget ved den naadige Frøken, som
faaer mig til at tænke paa en Ellepige. Om hun seer nok saa venlig paa
mig, er der ligegodt det i hendes Øine, som jeg ikke kan tyde. Det er
ligesom at see ind i en Skov i Skumringen. Men en deilig Sangstemme
har hun.
#(læser:)#
"Striden Strøm den stiltes derved, Som førre var vant at rinde; Alle
smaa Fiske, i Floden svam, De legte med deres Finne."
#(taler:)#

Nu har jeg været her paa Gaarden i over to Uger, og vi har sunget og
musiceret sammen hver Dag, men endnu kan jeg ikke blive klog paa
hende. Allerbedst hun er saa mild som Solskin,