Ambrosius | Page 6

at
Geheimeraadinden bliver stillet tilfreds, hvis hun, som rimeligt er,
skulde være noget pikeret, #(til Jørgen.)# Hvad var det saa for et Ærind,
han havde til mig?
_Jørgen_. Jeg skulde melde fra Ridefogden, at en af Indsidderne er
greben paa fersk Gjerning imorges, da han var ved at stjæle Kvas i
Folehaven. Ridefogden spørger, om han skal paa Træhesten, eller om
Herren vil have ham paa Vand og Brød i Hullet.
Baronen Aa, lad ham slippe med Træhesten, siden det ikke var Andet
end Kvas. #(til Ambrosius.)# Han kan følge med og lade Jørgen vise
ham Vei til Skriverstuen. Den vender just ud til Baggaarden, hvor
Træhesten staaer, saa kan han lære at ride med det samme.
#(Baronen gaaer ud til Venstre, Ambrosius og _Jørgen_ til Højre.)#
Abigael. See saa, nu er det Pust overstaaet. Min Fader koger hurtig over,
men det varer ikke længe. Det var nær gaaet ud over Skriveren, om jeg
ikke havde lagt mig imellem. Han huede mig ellers ganske godt, den
Person ... hvad var det, han hed?
Bodil. Ambrosius Stub.

Abigael. Han er en kjøn Karl og vel skaaren for Tungebaandet. Og han
var meer frimodig i sin Tale, end det Slags Folk ellers pleier at være,
For de er gemeenlig saa krybende, at En faaer Lyst til at træde paa dem,
bare for deres Underdanigheds Skyld.
Bodil. Da synes mig ellers, Frøkenen talte ham haardt nok til, især i
Begyndelsen.
Abigael. Jeg? Det mindes jeg ikke. Men om saa var, saa er det vel løbet
af ham igjen, siden han ikke lod sig mærke med Noget.
Bodil. Siig ikke det, Frøken! Det er ei alle Tanker, som komme til
Tinge, veed I.
Abigael. Ja, ja, fik han Regn idag, kan han jo faae Solskin imorgen, saa
er den Sorg slukt.
Bodil. Det kunde dog være, I tog feil. Ofte findes der stolt Hjerte under
luvslidt Kjortel, og....
Abigael. Stolt! Ha, ha, nu maa jeg lee. Skulde en Skriverkarls Hjerte
være stoltere end en Junkers? Hr. Claus og de Andre kan jeg styre med
en Silketraad, saa kan jeg vel sagtens vende Sind og Hjerte paa en fattig
Student, naar det lyster mig.
Bodil. Eet Sind er ikke som et andet, naadige Frøken! Og hvad Hjertet
angaaer, saa tænker jeg, det retter sig ikke efter Stand og Vilkaar alene,
men kan være ligesaa ærekjært hos en ringe Tjener som hos en fornem
Junker. Ellers havde Vorherre da skiftet altfor daarlig mellem Fattige
og Rige.
Abigael. Hør, Bodil, jeg synes, du begynder at præke mig noget meget
paa den senere Tid. Det er nok Præstekonen, som stikker dig i Kroppen
allerede. Det kan være priseligt nok, at du tager din Stand og dine
Kjendinge i Forsvar; men skal Mændene være Text, er det bedre, du
hører til og lader mig holde Talen. For i det Kapitel er jeg nok mere
bibelfast end du. Har man nogen Tid hørt Mage! En Skriverkarl skulde
være for stiv, til at jeg kunde bøie ham under min Villie? Paa sine bare

Knæ skulde han ligge for min Fod, kom det mig an derpaa. Du smiler!
Troer du det ikke? Det kunde næsten lyste mig at prøve det Spil, om
det ikke var at nedlade mig for meget.
Bodil. For Himlens Skyld! Det er da ikke Frøkenens Alvor?
Abigael. Ha, ha, nu bliver du bange for Skriveren! Tag saa flux dine
Ord igjen!
Bodil. Det er ikke for ham, jeg er bange. Thi den Tro har jeg da til ham,
at han er ingen taabelig Gjæk, omendskjøndt han er ung og munter.
Abigael. Ikke for ham! Er du fra Sands og Samling, Pige? Mener du, at
jeg....
Bodil. Jeg mener kun, det var en farlig Leg for Eders Rygte, naadige
Frøken, som let kunde give Aarsag til Misforstand.
Abigael. Mit Rygte skal jeg nok sørge for. Jeg sidder vel saa høit til
Hest, at jeg kan ride over det Vand uden at stænkes. Nu har du egget
mig, og jeg skal vise dig Syn for Sagn, at de Alle er lige gode, din
Fæstemand ufortalt. Skal vi slaae tilvæds, at inden Maaneden er omme,
er Skriverens Villie saa myg som en Pilevaand, og hans "Stolthed"
ligesaa tyndslidt som hans Kjortel?
Bodil. Naadigste Frøken, jeg beder Jer saa bønlig....
Abigael. Taber jeg, skal du faae Linned og Uldent til Udstyr, men
vinder jeg ... tys, der kommer Nogen! Tand for Tunge, hører du!

FEMTE SCENE.
_De Forrige. Geheimeraadinden og Junker Claus_ #(komme ind fra
Høire.)#
Geheimeraadinden. Naa, her træffe vi endelig den bortfløine Fugl! Fy
skamme dig, du slemme Pigebarn! Du skulde egenlig have Skjænder, at
du saadan absenterer dig.

Abigael. Jeg beder Eders Naade forlade mig. Jeg var visselig tilsinds, at
tage imod Jer, men....
Geheimeraadinden. Ja, ja, det skal være dig tilgivet. Kom saa hid og
giv mig et Kys til