Ambrosius | Page 4

Solen varme mig og Vinden
køle min Pande? Er det lidt, at Vorherre hver Aften tænder sine Stjerner
for mig og lader Maanen lyse heelt ind i mit Kammers? At jeg kan
lægge mit Hoved til Hvile med hans hellige Ord og vaagne styrket og
frisk til min Gjerning, naar Dagen gryer? Herre, min Gud, hvor I maa
være rig, naar I kan kalde alt det Lidt!
Abigael #(koldt).# Hvad der er Meget for En, kan være Lidt for en
Anden. Det er ellers Skade, I ikke fik Attestats, for I præker godt. Men
I kan jo altid blive Degn, om I synger saa vel, som I taler flydende.
Ambrosius. Jeg tager Frøkenen paa Ordet og siger Tak som byder.
Abigael. Naa saaledes var det just ikke meent. Men det er det samme;
skikker I Jer vel, skal jeg rekommandere Jer, naar der bliver et
Degnekald ledigt paa Godset--et, som ikke er for lidet, for I skal vel og
giftes og sætte Bo, kan jeg tænke. I kan jo ved Leilighed lade mig høre,
hvordan Eders Røst klinger. Hvad var det for en Vise, I sang før, da I
kom gaaende?
Ambrosius. Giftes? Jo vist, det har gode Veie! Først skulde jeg da have
mig en Fæstemø, og det kan falde vanskeligt nok, naadige Frøken, for
jeg er meer genegen til Venskab end til Kjærlighed, troer jeg. Eller
ogsaa har jeg ikke fundet den Rette endnu--Vorherre raader for det,
som for alt Andet! Men Kjærlighed maa der til. Det er bedre at gaae fri
paa bar Mark, end at være bunden til en Tornebusk.
Bodil. Der kan Frøkenen høre; der er Andre, der tænker om Elskov og

Giftermaal ligesom jeg.
Abigael. Ei, gak til Bloksbjerg med din Elskov! Var den saa stor en
Lykke, vilde fornemme Folk vel skatte den saa godt som I og gifte sig
derefter.
Ambrosius. Siig ikke det, naadige Frøken! Fornemme Folk har saa
meget Andet at tænke paa. Enhver af dem har maaskee saa travlt med
at elske sig selv, at der ikke bliver Tid til at elske nogen Anden.
Abigael. Troer I? Der er ellers Ingen, som har forlangt at faae Jer
Mening at vide. I skulde hellere svare paa det, jeg spurgte Jer om.
Ambrosius. Jeg beder underdanig om Forladelse, men jeg kommer
sandelig ikke i Hu....
Abigael. Jeg spurgte, hvad I sang for en Vise, da I før kom gaaende?
Ambrosius. Hvad jeg sang for en Vise?... Ja, hvor er den Snee, som
faldt ifjor? Jeg synger saamange Viser, og sommetider laver jeg dem
med det samme. Jeg skulde næsten troe, det var Tilfældet før, for jeg
mindes, der fløi en Lærke op ved Siden af mig, da jeg skraaede over
Engen, og saa tænkte jeg ved mig selv: hvem der saadan kunde synge
sig høiere og høiere op imod Himlen! Og saa sang jeg Noget, jeg veed
ikke hvad; men muntert har det været, for det var Lærken, jeg sang
omkap med.--Men lyster Frøkenen at høre en anden Vise, saa staaer jeg
til Befaling. Instrumenterne er i Orden, det ene har jeg i Halsen og det
andet paa Ryggen.
Abigael. Aa ja, I kan jo synge mig Noget for, saa skjønner jeg med det
samme, om I kan gjøre Fyldest i en Kirke.
Ambrosius. Det tænker jeg vel; jeg har da sunget for meer end eengang,
baade i Trinitatis og andre Steder, og jeg kan ogsaa spille paa Orgel,
om det behøves--men det Instrument fører jeg ikke med mig. Ja, saa
skal det vel sagtens være en Psalme?
Abigael. Aa nei, I kan jo synge en af de Viser, I selv har digtet. Men

ingen Elskovsarier eller Sligt--det kjeder mig.
Ambrosius. Mig ogsaa, naadige Frøken! saa det kan vi lettelig enes om.
Nei, nu skal jeg synge Jer en Vise, jeg digtede ved Foraarstid i mit
Hjertes Glæde, dengang Varmen kom i Veiret og Skoven begyndte at
grønnes. Giv nu Agt! #(Han tager Luthen frem, præluderer et Øieblik
og synger derpaa, til en munter Melodi, følgende Strofer:)#
"Den kjedsom Vinter gik sin Gang, Den Dag saa kort, den Nat saa lang
Forandrer sig Saa lempelig; Den barske Vind, den mørke Sky Maa flye,
Man frygter ei, at Sne og Slud Skal møde dem, som vil gaa ud; Thi lad
os gaae At skue paa, Hvor smukt Naturen sig beteer og leer."
"Ak see, hvor pyntet Solen gaaer Med lange Straaler i sit Haar; Den
varme Krands Er rette Kands For alle Ting, som nu maa grye Paa ny.
See Fuglene i Flokketal I Luftens vide Sommersal; Her flyver en Jo
med sin Green, En anden sanker Haar og Straa Saa smaa."
"Ak see et meget yndigt Syn Paa Skovens grønne Øienbryn! Den høie
Top Skal klædes op, Og Vaaren pynter Bøgen ud Til Brud. Hist vogter
Hyrden Kvæg og Korn; Et Hundebjæl, en