Ambrosius | Page 3

Chris K.F. Molbech
temmelig dristig, at I saaledes bryder ind i
Haven uden Forlov. Gjorde jeg Jer Eders Ret og besværede mig

derover, kunde I vente at blive jaget af Gaarde som en Løsgænger.
Ambrosius #(stolt)# En Løsgænger! #(godmodig).# Naa ja, det er jeg
vel i Grunden og, det kan Frøkenen have Ret i. Men nu skulde jeg jo
prøve paa at slaae mig fast, saa det var ondt nok, om jeg blev jaget paa
Døren med det samme ... I mener det vist heller ikke saa slemt. I
Grunden har jeg jo ikke gjort Andet, end hvad saa mange andre løse
Fugle gjør hver Dag, baade Skader og Stære og Finker og hvad de
allesammen hedder. De flyver da baade ud og ind i Haven, skal jeg
troe.
Abigael. Det var en underlig Tale den. Er I kanskee en Fugl?
Ambrosius. Saamænd, naadige Frøken! Jeg synger med mit Næb,
ligesom de andre Fugle med deres, og kan jeg ikke flyve, saa kan jeg
dog hoppe. Kanskee faaer jeg ogsaa Vinger med Tiden!
Abigael. Og bliver til en Skade--ja I seer ud derefter. Men naar
Skaderne skræpper for næsviist, saa skyder man dem.
Ambrosius. Men om jeg nu blev til en Sangfugl og satte mig i Træet
udenfor Eders Vindue, vilde I saa endda lade mig skyde?
Abigael. Jeg tænker ikke, det gjordes behov, al den Stund vi har Katte
nok paa Gaarden. Men lad det nu faae en Ende med den Fuglesnak! Jeg
vil forlade Jer Eders Dristighed, siden I ellers er anbefalet som en
skikkelig Person. Hvor kommer I fra?
Ambrosius. Siden jeg forlod Kjøbenhavn for tre Aar siden, har jeg
konditioneret paa forskjellige Steder. I det sidste Fjerdingaar har jeg
læst med Pogene i Vissenbjerg Skole under Degnens Sygdom.
Abigael. I er jo Student; hvorfor har I overgivet Studeringen?
Ambrosius. Ak, naadige Frøken! det var saadan en Skjæbne. Jeg har
havt smaa Kaar fra Barndommen af og har været vant til at hjælpe mig
med Lidt. Et Korn her, et Korn hist, ligesom Fuglene, vi talte om før.
Nogle Skillinger havde jeg sparet sammen, da jeg forlod Skolen i

Odense, og en Tid fik jeg frit Bord paa Klosteret i Kjøbenhavn. Siden
læste jeg en Stund for Kosten med en ung Person, som var Søn af en
Viintapper, jeg kjendte. Men han skulde til Tydskland i Lære, og saa
blev der slaaet Prop i den Flaske. Imidlertid, forknyt har jeg aldrig
været; jeg boede paa et Tagkammer og slog mig igjennem som jeg
kunde, #(til Bodil).# Ja, Eders Kjærest, Jomfru Bodil, har været mig en
trofast Ven. Han havde saa vist heller ikke Overflod; men hvad han
havde, det deelte han med mig af et villigt Hjerte. Og sommetider gav
han mig en Præken oven i Kjøbet, maa I troe.
Bodil. En Præken?
Ambrosius. Ja, naar jeg ikke hang stadig nok i Bøgerne. Han gik nu
altid midt ad Kongeveien, skal jeg sige Jer; jeg havde gjerne saadan et
lille Svinkeærind til Højre og Venstre.
Abigael. Ja, har I været saa vidtløftig i Alt, som I er i Eders Tale, saa
undrer det mig ikke, at Hans Lauritsen blev utaalmodig. Jeg spurgte,
hvorfor I overgav Studeringen.
Ambrosius. Nu kommer det, naadige Frøken! nu kommer det. Ret som
jeg var bedst i Gang med at læse og havde faaet udbetalt en liden Arv,
som var tilfalden mig efter en Velynder--gik det Hele op i Røg.
Abigael. Hvad gik op i Røg?
Ambrosius. Alle mine Eiendele, mine Bøger, min Smule Klæder, min
Seng--og Pengene med, som jeg havde syet ind i min Hovedpude. Det
var i den store Ildebrand, som overgik Kjøbenhavn for tre Aar siden.
Jeg var gaaet et Par Miil ud i Landet, for at sige Farvel til Skoven, som
begyndte at faae gule Blade. Og da jeg kom tilbage, hørte jeg
Klokkerne kime og saae Luerne slaae iveiret. Saa var min Klokke
slaaet, og der var ikke Andet for mig at gjøre, end at reise over til mit
Hjemsted her i Fyen og friste Livet som jeg kunde. See, saadan gik det
til, naadige Frøken, og jeg takker Gud for det ikke gik værre.
Abigael. Saa maa I være nøisom. Mig synes ikke, I har Stort at takke
for, efter hvad I der beretter. Hvad mener du, Bodil?

Bodil. Vorherre har dog sparet ham Liv og Helsen. Han kunde jo være
omkommen i det brændende Huus eller have mistet sin Førlighed for
bestandig.
Abigael. Liv og Helsen! Ja, naar man ikke forlanger Andet. Det har jo
hver en Oxe, der gaaer for Ploven, og hver en Bonde, der gaaer bag.
#(til Ambrosius.)# Men det er jo heldigt, I kan nøies med Lidt, siden
der ikke er beskaaret Jer Mere.
Ambrosius. Lidt! Kalder I det Lidt, at jeg lever, at jeg kan flytte min
Fod og drage min Aande? At jeg kan føle
Continue reading on your phone by scaning this QR Code

 / 38
Tip: The current page has been bookmarked automatically. If you wish to continue reading later, just open the Dertz Homepage, and click on the 'continue reading' link at the bottom of the page.