Ambrosius | Page 2

god Pige, Bodil; men hvad der gjælder for dig og
dine Lige, gjælder nu engang ikke for mig og mine Lige. "Ørnen sidder
paa høien Hald, og Linden den stander i dyben Dal", hedder det i den
gamle Vise. Der er Urter, som trives bedst i mager Jord, og til dem maa
vel Kjærligheden høre. Hos mig har den i det mindste hverken sat Rod
eller Spire, og Junker Claus er dog ikke den eneste Mand, som har
dandset med mig og sagt mig smukke Ting. For den Sags Skyld kunde
jeg ligesaa gjerne gifte mig med Christen Skeel eller Jørgen Friis eller
Erik Trolle--thi derudi er den Ene som den Anden, at jeg kan vinde
dem Alle om en Finger. Og hvem veed, hvad jeg gjør? Jeg har endnu
ikke givet mit Løfte, og til Syvende og sidst er det dog mig, det angaaer.
Jeg vil selv vælge Strikken, sa'e Tyven, det er mig, som skal hænges!...
Nu maae de vel forresten snart være her. Naar min Fader er med, gaaer
det rask, og der er Heste nok at skifte med. See engang ud, om du ikke
faaer Øje paa Vognen.
Bodil #(gaaer op imod Baggrunden og seer ud til Høire).# Nei, endnu
er der Intet at see; der er ikke en levende Sjæl paa hele Veien. Jo, fra
den anden Kant kommer der En.
Abigael #(som har sat sig paa Bænken).# En Bonde?
Bodil #(skygger med Haanden for Øinene).# Nei, skjønner jeg ret, er

han kjøbstadklædt.... Det var da en underlig En! Han gaaer barhovedet
midt i Solskinnet og bærer Hatten paa en Kjæp.
Abigael. Kommer han her forbi?
Bodil. Ja, det maa han vel, og han skrider rask til. Kanskee det er den
nye Skriverkarl, som den naadige Herre har fæstet!
Abigael. Paa din Anbefaling.
Bodil. Ja, det vil da sige paa min Kjærestes, for selv er jeg ikke kjendt
med ham. Men han har gaaet i Skole med Hans Lauritsen, og de fulgtes
ad til Akademiet i Kjøbenhavn.... Hør, kan I høre ham synge? #(Bag
Scenen lyder en munter Sang, som efterhaanden kommer nærmere.)#
Det er bestemt ham, for jeg veed, han skal have en kjøn Røst, og Viser
kan han ogsaa digte.
Abigael. Ei, ei! det maa jo være en sjelden Fugl af en Skriver.
Bodil. Der er han!
#(Abigael vender sig og seer tilbage, uden selv at sees. Ambrosius,
kommer rask ind fra Venstre hiinsides Gjærdet. Han bærer Hatten og
en lille Vadsæk paa sin Stok, og en Luth i et Baand paa Ryggen. Midt
for Scenen standser han i Solskinnet, seer ind i Haven og faaer Øie paa
Bodil.)#

ANDEN SCENE.
_De Forrige. Ambrosius_.
Ambrosius. Godmorgen, lille Jomfru! Alt saa tidlig ude at spadsere? I
har vel hjemme her, kan jeg tænke. Fører denne Vei ret op til Gaarden?
Bodil. Det kommer an paa. Alleen hist henne er kun for Herskabet og
fornemme Gjæster. For Tyendet og Hovbønderne gaaer Veien om ad
Ladegaarden. Den pleier veifarende Folk ogsaa at følge, naar de har
Ærind paa Gaarden. Der skulde I have taget af til Høire.

Ambrosius. Hører I kanskee til Tyendet?
Bodil. Jeg er Kammerpige hos den naadige Frøken.
Ambrosius. Ih nei da, er I Bodil Ibsdatter? Saa har jeg kjærlig Hilsen til
Jer fra Hans Lauritsen. Jeg er den nye Skriver, Ambrosius Stub. Bi lidt,
nu kommer jeg over til Jer.
Bodil. Nei holdt! det er Herskabets Have her. I faaer kjønt gaae tilbage,
om ad Ladegaarden.
Ambrosius. Skam, der gjør! Skulde jeg nu vende om igjen? Hvor I
gaaer, kan jeg vel og træde, omendskjøndt mine Fødder er større end
Jeres. Vi er jo dog Tyende begge to. #(Han springer over Gjærdet.)#
Saa, her har I mig! Og nu rigtig Goddag #(ryster hendes Haand)# og
velkommen hid, Ambrosius! Ja, det var Jer, som skulde sagt det. Jeg
havde Brev fra Jer Fæstemand--idag er det fjorten Dage siden. I veed
vel, Attestatsen staaer for Døren. Saasnart han har absolveret den, reiser
han hjem og kommer hid paa Veien. Det skal blive Løier! Vi har ikke
seet hinanden i tre Aar. #(Han har imens taget en Flaske op af
Lommen.)# Hans Skaal, den ærlige Karl! Og gid han maa faae Kaldelse,
inden Aaret er omme! #(drikker.)# See saa, nu er den Flaske tømt! Jeg
fik den i Kroen, hvor jeg overnattede--den kostede mig kuns en Vise.
Vil I fylde den igjen, skal I faae samme Betaling. #(Seer sig om.)# Naa,
saa det er Baronens Have. Der er ellers nok saa kjønt udenfor, synes
mig; der har man en friere Udsigt.
Abigael. Saa skulde I være bleven derude.
Ambrosius. Hvad er det? Er vi ikke alene? Og I siger mig Ingenting!
Bodil. I lod mig jo ikke komme tilorde. Det er mit Herskab, den
naadige Frøken.
Ambrosius #(med Hatten i Haanden).# Frøkenen!
Abigael #(fornemt).# I er