Vildanden | Page 2

da?
PETTERSEN. Nej, det var nok værre end som så. For han kom på fæstningen.
JENSEN. På fæstningen!
PETTERSEN. Eller kanske det var i bodsfængslet--(lytter). Hys, nu går de fra bordet.
(Døren til spisesalen slås op af et par tjenere derinde fra. Fru Sørby, konverseret af et par
herrer, kommer ud. Lidt efter lidt følger hele bordselskabet, hvoriblandt grosserer Werle.
Sidst kommer Hjalmar Ekdal og Gregers Werle.)
FRU SØRBY (i forbigående til tjeneren). Pettersen, vil De la' kaffeen servere inde i
musiksalen.
PETTERSEN. Ja vel, fru Sørby. (hun og de to herrer går ind i stuen og derfra ud til højre.
Pettersen og lejetjener Jensen går ud samme vej.)
EN BLEGFED HERRE (til en tyndhåret). Puh,--den dinér--det var et drøjt stykke
arbejde!
DEN TYNDHÅREDE. Å med en smule god vilje kan en udrette ganske utroligt i tre
timer.
DEN FEDE HERRE. Ja, men bagefter, bagefter, min kære kammerherre!
EN TREDJE HERRE. Jeg hører, mokkaen og maraschinoen skal kredentses i musiksalen.
DEN FEDE HERRE. Bravo! Så kanske fru Sørby spiller os et stykke.
DEN TYNDHÅREDE (dæmpet). Bare ikke fru Sørby snart blæser os et stykke, du.
DEN FEDE HERRE. Å nej såmænd; Berta slår ikke hånden af sine gamle venner.
(de ler og går ind i stuen.)
GROSSERER WERLE (dæmpet og forstemt). Jeg tror ikke nogen la' mærke til det,
Gregers.
GREGERS (ser på ham). Hvilket?
WERLE. La' ikke du heller mærke til det?
GREGERS. Hvad skulde jeg lægge mærke til?
WERLE. Vi var tretten til bords.
GREGERS. Så? Var vi tretten?
WERLE (med et blik mod Hjalmar Ekdal). Vi er ellers altid vant til at være tolv. (til de
øvrige.) Vær så artig, mine herrer! (han og de tilbageblevne, undtagen Hjalmar og
Gregers, går ud i baggrunden til højre.)
HJALMAR (som har hørt samtalen). Du skulde ikke sendt mig den indbydelse, Gregers.

GREGERS. Hvad! Det heder jo, at selskabet skal være for mig. Og så skulde jeg ikke be'
min eneste og bedste ven--
HJALMAR. Men jeg tror ikke, din far liker det. Jeg kommer jo ellers aldrig her i huset.
GREGERS. Nej, det hører jeg. Men jeg måtte da se dig og tale med dig; for jeg rejser
visst snart igen.--Ja, vi to gamle skolekammerater, vi er rigtignok kommet langt bort ifra
hinanden, du; vi har nu ikke set hinanden på sexten--sytten år.
HJALMAR. Er det så længe siden?
GREGERS. Ja, det er det rigtignok. Nå, hvorledes har du det så? Du ser godt ud. Du er
næsten ble't fyldig og svær.
HJALMAR. Hm, svær kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis noget
mandigere ud end dengang.
GREGERS. Ja, det gør du; dit ydre har ikke lidt noget.
HJALMAR (i dystrere tone). Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud!
Du ved jo, hvor forfærdelig alting er styrtet sammen for mig og mit siden vi to sås.
GREGERS (sagtere). Hvorledes går det din far nu?
HJALMAR. Kære, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far lever naturligvis
hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i hele verden at holde sig til. Men dette her er
så knusende tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes du har havt det
der oppe på værket.
GREGERS. Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at gruble over mangt
og meget.--Kom her; lad os gøre os det hyggeligt.
(han sætter sig i en lænestol ved kaminen og nøder Hjalmar ned i en anden ved siden af.)
HJALMAR (blødt). Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til din fars bord;
for nu skønner jeg da, at du ikke længer har hoget imod mig.
GREGERS (forundret). Hvor kunde du falde på, at jeg skulde ha' noget imod dig?
HJALMAR. I de første årene havde du det dog.
GREGERS. Hvilke første år?
HJALMAR. Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo så naturligt, at du havde. Det
var jo på et hængende hår, at din far selv var ble't trukket med ind i disse her--å, disse her
skrækkelige historierne!
GREGERS. Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig det ind?
HJALMAR. Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som har sagt mig det.
GREGERS (studser). Far! Ja så. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig høre fra
dig,--ikke med et eneste ord.
HJALMAR. Ja.
GREGERS. Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?
HJALMAR. Din far sa', det var ikke værdt jeg skrev til dig om nogen som helst ting.
GREGERS (ser hen for sig). Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din stilling?
HJALMAR (sukker let). Å jo såmænd gør jeg så; kan egentlig ikke sige andet.