Ved vejen | Page 9

s'gu ud af et
Vindu....
-#Ærgerrig# Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas
Ærgerrighed.
-Meget ærgerrig Pige ... Kendte hende, brillant.
Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa' ikke særlig
interesseret ud.
-Jeg spø'r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i
Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer,
spørger jeg. Er det #godt?#
-Smaapi'er, gamle Ven. Smaapi'er.
-Ja-a--de gaar til Rusland, si'er de--kan s'gu gerne være.
Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa' paa Uhret.
-Det er vel paa de Tider, sagde han.
-Aa--hva'....
Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej....
De gik ind til Fruen.
-Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt....
-Saa gu'--at faa Benene rørt....
De fulgte.
Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen
knasede under deres Fødder henad Vejen.
-Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.
-Ja--en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han
havde været hos sig selv.

-Ja, jeg tror det, sagde Katinka.
-Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.
-Ja--det var Bai--den Kulde før Jul.
-Og den holder Nytaar ind....
-Mener De?....
Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.
Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.
Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i
Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa' efter Sporet
til Nattoget.
Han kom tilbage. Naa--sagde han.
Katinka aandede ud i Luften, langt.
-Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i
Luften med Haanden.
De gik ind.
Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:
-Ja--Huus er s'gu et rart Menneske ... Men han er en Tørvetriller.
Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.
Men Bai betroede Kiær, at han troede s'gu ikke, Huus forstod sig no'et
paa Fruentimmer.
-Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne--ser De, sagde han, om Aftenen,
naar han er nede hos os ... men jeg tror s'gu ikke han forstaar sig stort
paa Fruentimmer....
-Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo
glad. #Alle# ka' jo ikke være Kendere.
-Nej--heldigvis da ... og Huus--jeg tror s'gu ikke....
De blev kaldt ind til Kaffen.
* * * * *
De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen
og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.
Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om
Pakker.
Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som
Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.
-Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes
Arbejde var til hendes Søster.
Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar....

-Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til
Huse....
-Hun var saa belæsset, da hun kom hjem....
-Jeg #tror# det nok.
-De er da hos Abels Juleaften?
-Nej ... vi boer Dør om Dør, Fru Bai ... men Abels ... har altid nok i at
huske paa sig selv....
-Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden....
-Nej, Abels, sagde Frøken Jensen--aa nej--det er ikke alle, som er ens....
Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.
Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.
-Mathias--sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme
Meddelelser--jeg har maattet be' Lille-Jensen her til Juleaften ... hun ka'
jo ikke gaa til Lindes....
-Naa, for min Skyld--Bai hadede "det lille Parykstativ"--ja naar #du#
bare faar Lemmeforsamling.
Bai gik lidt rundt.
-Ska' hun ikke til Abels, sagde han.
-Det er just det--de har jo ikke bedt hende, Mathias....
-Naa--det har de s'gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig.
Naa, det er jo din Fornøjelse.
Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.
-Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.
Hun gjorde Undskyldning for #Bel-ami#.
-Den er jo ellers hos Abels--jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels.
Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig ... men den gør ingen
Ulykke ... den #er# et stille Dyr.
Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den
led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.
-Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter
og Krave op af Spaankurven.
Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut
mistet Smagen for Bevægelse.
Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem
Benene.
Naar ingen saa' det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.
De spiste Klokken seks. "Træet" stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var

med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.
Han spiste som en Ulv.
Bai fyldte stadig Glassene og