Min gamle kammerat | Page 6

paa dem f?r--paa Elisabeth og paa Mo'er, som intet anede....
Jeg kj?rte hjem paa Gammeltorv, og jeg gav Karlsen Pengene.
Taarerne l?b ham over Kinderne og faldt ned paa Anvisningerne, mens han talte dem.
-Karlsen, sagde jeg, hvor har De lagt ham?
-I Etatsraadindens V?relse.
Jeg gik op--ind i V?relset ... hvor jeg ser det ... alle Stolene, stillet i en Rad, med hvide Stykker over--og ... Fa'er lagt hen i Skyndingen paa Chaiselong'uen, Lagnet blot halvt over--den ene Arm var faldet ned over Randen ... Jeg l?ftede den ikke op, du....
--Min Ven fo'r sammen, og knugede om Stolens Arm.
-Men jeg--saa hans Ansigt....
Der gik nogle Minuter. Ingen af os talte. Jeg vilde tage Kristians Haand ... men gjorde det ikke, blev siddende stille, til han talte igjen.
-Ja--ja--det var en forf?rdelig Dag ... Og saa om Aftenen--Mo'er og Elisabeth--
Da jeg kom ud om Aftenen, m?dte jeg L?gen i Vestibulen.
-Gaa ind til Deres Mo'er, sagde han. Hun venter.
Ja--kan jeg beskrive dig Mo'ers Sorg ... hvordan hun sad hen, uafladelig rokkende i S?det, mens Hovedet ligesom daskede ganske l?st. Og hun l?ftede kun en Gang imellem H?nderne og lod dem falde og sagde det samme, altid det det samme:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand ... idiotisk, tonl?st: Ja--min stakkels Mand.
Elisabeth sad ved Vinduet i en Krog. Jeg gik hen til hende.
-At du f?rst kommer nu, sagde hun. Om du havde vidst min Angst.
-Jeg kunde ikke komme f?r.
Elisabeth saa paa mig. Jeg har aldrig set et Ligs Ansigt saa blegt. Og jeg forstod det--som hun ikke kunde sp?rge om.
-Det er d?kket, sagde jeg.
Jeg f?lte hendes Arme knugende om min Hals.
Vi gik hen til Mo'er, og vi talte til hende og satte os hos hende. Men hun h?rte ikke. Mildt tog hun vore H?nder bort fra sit Hoved, og hun blev blot ved at gjentage i samme Tone:
-Ja, min stakkels Mand--min stakkels Mand.
Saa kom den v?rste Tid, min Ven--naar Uroen er forbi, og Smerten, den rigtig kan faa Stunder, og den s?tter sig saa lunt til Ro i vort Liv og er daglig Gj?st ved alt, hvad vi gj?r ... For Mo'er blev det haardest.
Hun havde ikke ventet, ikke anet det mindste Gran af Ulykken. Og i den f?rste Tid, saa var det Tabet og Sorgen over den d?de--at han var gaaet bort, som hun havde elsket de lange Aar....
Men siden, min Ven, da vort Liv blev plyndret for alt det, som vi havde levet i, alt det Velv?re, vi var vant til at sidde i--og vi stod igjen saa at sige i de tomme Stuer, med de bare V?gge i Livet--ser du, saa blev det langsomt en fortvivlet Misforn?jelse og en fortvivlet F?lelse af Skammen....
Og hun taalte ikke, at vi n?vnte Fa'ers Navn, og hun skyede alt, hvad der kunde blot minde om ham. Og til andre Tider str?mmede hun over af de voldsomste Bebrejdelser mod den d?de, og hun jamrede i lange Taler over den stakkels Elisabeth og h?gede om hende med sygelig ?mhed....
Elisabeth var blevet syg tilsidst og laa tilsengs.
Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun v?ret ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde l��t ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for ikke at hilse.
L?gen blev ?ngstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var det eneste, som kunde hj?lpe.
Elisabeth tr?ngte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig altid v?ret min Plan at blive i Kj?benhavn, at tage Graden og gaa Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig....
Saa var det, jeg blev Pr?st.
Jeg vilde hellere v?re min egen Mand end staa under en anden som Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet p? Ly?, og saa fik jeg det--og saa flyttede vi derover.
-Og #der# har I levet side.
-Ja.
Vi sad lidt, og jeg sagde:
-Og din Mo'er--er hun bedre nu?
-Aa--ja, det er jo den store Gl?de for Elisabeth og for mig--Mo'er er kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor ingenting minder hende, er det, som om alt n?sten var blevet gamle. Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle M?bler og B?nderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over det....
Det er jo det, som gl?der os to....
-Og din S?ster?
Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for ?ens Pigeb?rn ... I Begyndelsen--da kunde det jo nok h?nde, at det om Aftenen,--naar vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over os som en Fortvivlelse, saa vi skulde n?sten kv?les under det. Og vi saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt T?j paa os, og vi gik ned langs Stranden.
Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og