Min gamle kammerat | Page 2

hjalp os, naar det kneb.
Og Elisabeth--ja--Elisabeth, Søsteren--hvad var der mon blevet af
hende?
Saa elegant hun var, rank og fornem--med det stille Smil, der
forbløffede mig saa komplet--hvor var hun elegant og rolig som hun
bar sit Hoved, og hvor hun hilste ... --hvor jeg havde sværmet for
hende--min første Forelskelse ... med Haabløshed og gamle Blomster
og et Billede jeg havde stjaalet af Kristians Album og som jeg sad og
kyssede paa de filosofiske Forelæsninger....
Og nu--nu var han blevet Præst paa Lyø.
Som om min gamle Kammerat gjættede mine Tanker, sagde han:
-Ja--min Ven--der kan hænde meget i otte Aar.
-Ja--der kan hænde meget.--
Vi sad lidt tavse, saa sagde han:
-At Fader døde, hørte du vel--det var vist kort efter, du var rejst.
-Ja--jeg hørte det helt kort.
-Det var et sørgeligt Dødsfald--han vilde jo ikke overleve Ulykken.
Jeg vidste intet at sige. Jeg tav og ventede.
-Ja--alt det vidste vi ikke noget om i den Tid--i den første Tid, da vi to
omgikkes mest--men senere, da vi allerede saas mere sjældent--hver fik
jo sit at gjøre og tænke paa--fik jeg det jo lidt efter lidt at vide.--Fik
noget at vide og gjættede mere.--
-Det var gaaet svært tilbage med Fa'ers Forretning--Fa'er havde altid
"vovet" meget og spændt Krediten til det yderste, af hvad det gamle
Navn kunde bære. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab.--

-Og saa skulde der skjules og dækkes over det.--Og vi førte stadig
større Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede,--Elisabeth og
jeg var de eneste, som vidste det.--
-Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig.
-Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for Fald-det
er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og Festerne, og vi
indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi spillede vore
Roller godt--
-Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden
krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet
Blik.--
Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:
-Ja--den stakkes Elisabeth.
-Hvorfor--hvad er hun nu--hun er er vel gift?
-Nej--hun hævede sin Forlovelse--den Vinter--den Vinter--den sidste
Vinter hævede hun den pludselig--
-Hvem var han? Var det ikke Thorsen?
-Jo--véd du, hun handlede ret--han havde forlovet sig med den rige
Pige--
-Men--naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.
-Og han tog imod det--uden videre--lod hende gaa?
-Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner
om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler.--Han
var meget bedrøvet, tror jeg ...--Nu i Foraaret blev han gift--
-Saa stor var Bedrøvelsen ... Aa ja ... Min Ven tog sig ned over Øjnene.
-Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg
er to Ting--og den er ikke ens for alle--
-Og hvordan gik det saa ellers--
-Fa'er holdt det gaaende til det sidste,--Aa--den sidste Tid--du, da jeg
vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede rundt
efter Penge til vore Vexler--og det drejede sig om timer. Bankerne,
forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og
vægrede sig og gjorde Ophævelser ... og akcepterede ikke mer....
-Jeg husker en Gang--der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa
kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er
personlig--
Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom.--

Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.
-Og Vexlen? sagde han.
-Ja--den blev ikke akcepteret.--Direktøren sagde en Formfejl.
-Godt.--Vil De ringe--der skal spændes for--
-Før gik Fa'er altid. Men i den sidste Tid holdt han mest af at
kjøre.--Jeg tror, det var for at skjule sig, forstaar du, være alene den Tid
ialfald--og saa vel ogsaa for at vise Vognen--
Fa'er var bleg som et Lig, da han skulde afsted.
Han stod lidt foran Spejlet.
-Ser jeg meget daarlig ud, spurgte han.
-Aa nej--som du plejer.
-Hvad vil det sige med Vexlen? spurgte jeg sagte.
-Hvad det vil sige? Og Fa'er sænkede Stemmen: Hvad det vil sige. De
har ingen Tillid mere.--
-Aa du, aldrig skal jeg glemme Tonen i de Ord.
-Saa kjørte han.
Kassereren og jeg ventede i Dødens Angst--det havde været Ruinen,
om det ikke var gaaet i Orden, ser du, Ruinen strax--og redningsløst.
-Der gik en halv Time, før Fa'er kom tilbage.
Kassereren turde ikke spørge, da han kom ind i Kontoret.
Men Fa'er havde sin gamle fornemme Haandbevægelse fra de gode
Dage, da han sagde:
-Det var naturligvis en Misforstaaelse, gode Carlsen. Direktøren bad
mig undskylde....
Men det var ikke forbi med den Dag, og værre Dage kom.
Du kjender den ikke, den Vexelpine, som grubler og regner og
fortvivler og haaber og atter fortvivler.
Nu