Ludvigsbakke | Page 3

Kaaben og det store Tørklæde, og vi kniksede foran din Moder:
-Har Ida Lommetørklæde? sagde hun--jeg tog altid til min egen Lomme
for at føle--: Kom saa ingenting til....
Og vi gik forbi Vinduet, hver paa sin Flise.
Men om Aftenen naar Dugen var taget af Bordet--jeg ser din Moder
flytte Lampen fra det ene Bord til det andet, hun flyttede den altid
selv--lagde vi to Spil, mens din Moder fik Whisten med Frøknerne
(Herregud, nu er ogsaa Erbelin død, hun bar sin svære Dobelthage lige
stift til det sidste) og jeg sad og sparkede Dig op ad Benene under
Bordet, mens gamle Bonnitz lo af Glæde over Stikkene--hun lo ligesom
om hun hikkede. Klokken halvni skulde jeg hjem, og Jeres Sofie bragte
Ribsvinen ind, og vi fik de to Æbler, medens mit Tøj blev bragt ind i
Varmen....
Mama sagde:
-Det hjælper et helt Døgn paa Olivia, naar hun har været hos Ida
Brandt.
Men om Søndagen var Du hos os ligefra om Morgenen. Husker Du,
Jeres Sofie bragte Dig og "skulde hilse fra Fruen", mens hun tog Tøjet
af Dig, det ene Stykke efter det andet, som om hun løste en Bylt op.
Der var ingen, der forskrækkede Mama som Jeres Sofie:
-Jeg véd ikke, sagde hun; men hun har Øjne, som søger hun alt Støvet
paa Møblerne.
Moder havde det med at blive hed i Hovedet overfor fremmede Piger.
Mama sagde med sin allerhøfligste Stemme:

-Vil Sofie ikke drikke en Kop Kaffe?
Og Sofie nød den, siddende ret op og ned, paa Stolen ved det sorte
Bogskab, uden at mæle et Ord....
Vi var allerede ude af Stuen. Der var dejligt i den gamle Gaard (jeg
tænker tit: Gud give jeg havde en saadan Gaard at sende mine Drenge
ned i); Houmanns Lade med vore "Reder" i Høet og Dessaus Loft, hvor
Du maatte vade gennem Kornet, Du i dine Brunelsstøvler. Men ja, hvor
jeg regerede med Dig: jeg ser Dig, naar vi legede Berider i Værkstedet,
hænge lydig i Trapezen i Spidsen af din store Taa med Øjnene stive i
Hovedet af Skræk og Tungen ud af Munden, som naar Du skulde høres
i Verber.
Naar vi legede Skib med Drengene, var det værst. Husker Du Müllers
Sukkertønder, som var Kahytter. De var ogsaa "Blykamrene", naar vi
var med i "Røver". Men det var værst, naar de var Kahytter, for det var
altid os, der blev kommanderede derind, naar det "stormede" og
Brødrene rullede dem "under høj Søgang".... Du sad derinde med
Kjoleskørtet op over Hovedet, Stakkel, som under et Regnskyl....
Det var ogsaa dér, Du fik revet din blaa Musselins paa et Søm.
Du var bare blevet siddende ganske stille og glattede og glattede
Flængen over dine Knæ, uden at sige et Ord, og jeg stod foran Dig og
saá kun paa Dig og begyndte at glatte med, med begge Tommelfingre,
som kunde vi lime Riften, indtil jeg sagde, aandeløs:
-Vi maa sige det til Mama.
Og vi gik, løb op til Moder og jeg sagde, lige indenfor Døren:
-Ida har revet sin Kjole.
Paa "revet" begyndte jeg at græde, men Du stod lige stille:
-Hvor?
Mama greb din Kjole i Sømmen og holdt den ud fra Dig som en Fane:
-Ja, er det ikke det, jeg si'er, hvad maa Fru Brandt dog tænke om dette
forrykte Hus?
Du stod og rystede uden at græde, og Mama rev Haaret bag Ørene løst
med sin Hæklenaal:
-Der maa gaa Bud efter Jomfru Finsen, sagde hun, ligesaa forfærdet
som vi: tag Kjolen af.
Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders
Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo
gerne kunde flænge, det var hun vant til.

-Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen.
Mama slap Kjolen:
-Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud
efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.
Det er Pastor Hansen, der præker, sagde Mama.
-Nej, sagde Du med en lille, tyk Stemme: det er Pastor Schmidt.
Mama slog Hænderne ned i Skødet:
-Saa er de ikke hjemme far halv ét, sagde hun overbevist.
Da Jomfru Finsen kom, erklærede hun, at der kunde tages en
Halvbredde ud og saa maatte Baglæggene rækkes.
-Det vil ikke ses, sagde hun, mens hun maalte og synede den
blaa--Jomfru Finsen havde et Par Øjne, Stakkel, som grundede hun
altid paa at skraa en Bredde--:
-Nej, det vil ikke ses.
-Tror De? tror De? sagde Mama, der altid hørte paa Finsen, som talte
hun Latin: ja, naar det blot ikke ses ...
Det saás ikke.
-Drej Dig, min Pige, sagde Mama til Dig, der havde Kjolen paa igen:
en Gang til. Nej, det ses ikke.
-Gud være lovet, Finsen! Moder slog Armene ned i Skødet: