Kærlighedens Komedie | Page 4

formanende. Frøken Skære blander sig i
samtalen. Svanhild står kold og taus.)
FALK (går efter en kort, tankefuld stilhed over til lysthuset og siger
hen for sig): Der lyste visshed ud af hendes blikke. Mon jeg skal tro,
som hun det tror så trygt, at himlen vil--
GULDSTAD. Å nej--Gud vil den ikke! Den var da, med respekt, og
brav forrykt, om den effektuerte slige ordres. Nej, ser De, gode
hode,--hvad der fordres, det er motion for arme, ben og krop. Lig ikke
her og glo i løvet op den lange dag; hugg ved om ikke andet. Det måtte
også være rent forbandet, om ikke inden fjorten dage De for Deres gale
nykker da var fri.
FALK. Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd; til venstre har jeg kød,
til højre ånd; hvad var vel visest her at vælge først.
GULDSTAD (idet han skænker i glassene). Først et glas punsch, det
slukker harm og tørst.
FRU HALM (ser på sit uhr). Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
det er på tiden vi kan vente presten. (rejser sig og rydder op på altanen.)
FALK. Hvad? Skal her komme prester?
FRØKEN SKÆRE. Gud, ja visst!
FRU HALM. Det var jo det, som jeg fortalte sidst--
ANNA. Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede.
FRU HALM. Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist; tro mig, af det
besøg De høster glæde.
FALK. Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?
FRU HALM. Å Herregud, det er jo presten Stråmand.

FALK. Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn, og læst, at han skal ind
og gøre gavn, som stortingsmand, på politikens marker.
STYVER. Ja, han er taler.
GULDSTAD. Skade blot, han harker.
FRØKEN SKÆRE. Nu kommer han med frue--
FRU HALM. Og med arvinger--
FALK. At more dem i forvejen lidt, de hulde,-- for siden får han begge
hænder fulde med svenske spørsmål og med statsrådsgarvinger; jo, jeg
forstår.
FRU HALM. Det er en mand, herr Falk!
GULDSTAD. Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.
FRØKEN SKÆRE (fornærmet). Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var
liden har jeg hørt tale dog med stor respekt,-- og det af folk, hvis ord
har megen vægt,-- om presten Stråmand og hans livs roman.
GULDSTAD (leende). Roman?
FRØKEN SKÆRE. Roman. Jeg kalder sligt romantisk, som ej af
hverdagsfolk vurderes kan.
FALK. De spænder min nysgerrighed gigantisk.
FRØKEN SKÆRE (vedblivende). Men Gudbevars, der gives altid
visse, som af det rørende sig lader hidse til railleri! Det er jo velbekendt,
at her var en, som bare var student, der var så fræk, så ryggesløs, så
usel, at kritisere selve "William Russell".
FALK. Men sig, er oplandspresten da et digt, et kristent drama eller
noget sligt?
FRØKEN SKÆRE (rørt til stille tårer). Nej Falk,--et menneske, på
hjerte rigt. Men når en så at sige livløs ting kan forårsage slige
ondskabssting og vække fæle lidenskabers mængde af slig en dybde--
FALK (deltagende). Og af slig en længde--
FRØKEN SKÆRE. Så vil, med Deres skarpe blik, De snart begribe at--
FALK. Ja, det er ganske klart. Men hvad der hidtil er mig mindre
tydeligt, det er romanens indhold og dens art. Jeg kan nok ane, det er
noget nydeligt; men hvis det lod sig sige i en fart--
STYVER. Jeg skal af sagens fakta ekstrahere det vigtigste.
FRØKEN SKÆRE. Nej, jeg erindrer mere; jeg kan fortælle--
FRU HALM. Det kan også jeg!
FRØKEN SKÆRE. Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej. Ser De, herr
Falk,--han gjaldt, som kandidat, for et af hovedstadens bedste hoder,

forstod sig på kritik og nye moder--
FRU HALM. Og spillede komedie privat.
FRØKEN SKÆRE. Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte,--
FRU HALM. Og husk, hvor pent historier han fortalte.
FRØKEN SKÆRE. Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik. Han skrev og
komponerte selv musik til noget, som en--forelægger fik; det kaldtes
"Syv sonetter til min Maren". Å Gud, hvor sødt han sang dem til
guitaren!
FRU HALM. Ja, det er visst, at han var genial!
GULDSTAD (dæmpet). Hm, somme mente nu, at han var gal.
FALK. En gammel praktikus, som ikke henter sin visdom blot af
mugne pergamenter, har sagt, at kærligheden gør Petrarker så let, som
fæ og ladhed patriarker. Men hvem var Maren?
FRØKEN SKÆRE. Maren? Det var hende. hans elskede, som snart De
lærer kende. Hun var en datter af et kompagni--
GULDSTAD. Et trælasthus.
FRØKEN SKÆRE (kort). Ja, det må Herren vide.
GULDSTAD. For det var hollandsk last de gjorde i.
FRØKEN SKÆRE. Sligt hører til den trivielle side.
FALK. Et kompagni?
FRØKEN SKÆRE (vedblivende). Som ejed store grunker. De kan vel
tænke, hvor der kur blev gjort; der meldtes friere af første sort.--
FRU HALM. Og mellem dem sågar en kammerjunker.
FRØKEN SKÆRE.