Kærlighedens Komedie | Page 3

et "næste" ile. Og sådan går det--fort væk--udaf livet,--
Gud véd, om bag et stoppested er givet.
FRU HALM. Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så!
ANNA (tankefuld). O, det han siger, kan jeg godt forstå; der må dog
noget sandt på bunden være.
FRØKEN SKÆRE (bekymret). Sligt må min kæreste ej høre på, han er
ekscentrisk nok.--Å hør, min kære; kom hid et øieblik!
STYVER (beskæftiget med at rense sin pibespids). Jeg kommer snart.
GULDSTAD (til Falk). Ja, ét er mig dog i det mindste klart: at De bør
holde noget mer i ære forsynligheden; tænk Dem blot, ifald De skrev et
digt idag og satte al den dyre restbeholdning ind deri, som De på lager
har af poesi, og fandt, De intet havde mer tilbedste, når De imorgen
digtede det næste;-- da fik kritiken Dem nok i kalotten.
FALK. Jeg tviler på, den mærked bankerotten; da slentred arm i arm
kritik og jeg gemytligt frem jo på den samme vej. (afbrydende og med
overgang) Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig? Du sidder her
den hele tid så sturen; studerer du måske arkitekturen?
LIND (tar sig sammen). Jeg? Hvorfor falder du på det?
FALK. Jo visst; du har ej øjet fra altanen hist. Er det verandastilens
brede buer, som du med slig dybsindighed beskuer? Hvad heller dørens
kunstigt skårne hængsler, og vindus-lugerne med ditto stængsler? For
noget er det, som din tanke fængsler.
LIND (med et strålende udtryk). Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.
Berust i nuet intet mer jeg kræver. Jeg har en følelse, som om jeg stod
med verdens rigdom drysset for min fod! Tak for din sang om glædens

liv i våren; den var som af mit eget indre skåren! (hæver sit glas og
veksler et blik med Anna, umærkeligt for de øvrige.) En skål for
blomsten, der den dufter smukt, foruden tanke på at vorde frugt!
(drikker tilbunds.)
FALK (ser på ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let
tone). Vil mine damer høre; det var nyt! Her har jeg letvindt gjort en
proselyt. Igår han gik med salmebog i lommen, idag han kækt trakterer
digtertrommen.-- Man påstår vel, at vi poeter fødes; men stundom kan
en prosaist dog gødes så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås, med
rimet sludder og med metrisk vås, så alt hans indre, lever, sjæl og krås,
når ud det krænges, findes ganske fuldt af lyrisk ister og retorisk smult.
(til Lind.) Men tak for resten for din gode mening; herefter slår vi
harpen i forening.
FRØKEN SKÆRE. Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu? I landlig
ro,--her mellem blomstergrene, hvor De kan færdes for Dem selv
alene--
FRU HALM (smilende). Nej, han er doven, så det er en gru.
FRØKEN SKÆRE. Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende, var
bleven rigtig stærkt poetiserende. (peger ud til højre.) Det lille havehus,
bag løvet gemt, det ligger for en digter så bekvemt; der synes mig, De
måtte blive stemt--
FALK (går over mod verandaen og læner sig med armene på
rækværket) Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel, så skal jeg
digte om den lyse himmel. Skaf mig, om blot en månedstid på borg, en
kval, en knusende, en kæmpesorg, så skal jeg synge livets jubel ud. Og
helst, min frøken, skaf mig blot en brud, som er mig alt, mit lys, min
sol, min Gud. Jeg har om den ting supplicert Vorherre, men han har
hidtil vist sig døv, desværre.
FRØKEN SKÆRE. Fy, det er jo frivolt!
FRU HALM. Ja hæsligt sagt!
FALK. Å, De må ikke tro det var min agt at gå med hende under arm
på "Kurland"; nej, midt i lykkens vilde jubeljagt hun måtte gå til
evighedens urland. Jeg trænger til lidt åndig gymnastik, som jeg på den
vis måske grundigst fik.
SVANHILD (har under det foregående nærmet sig; hun står nu tæt ved
Falk og siger med et bestemt men lunefuldt udtryk): Godt, jeg skal be
for Dem om slig en skæbne; men når den kommer,--bær den som en

mand.
FALK (har vendt sig overrasket). Å, frøken Svanhild!--Jo, jeg skal mig
væbne. Men tror De også, at jeg stole kan på Deres bøn, som noget
rigtigt virkende? Med himlen, ser De, må man omgås lirkende. Jeg véd
jo nok, De vilje har for to til mig at skille ved min sjælero; men om De
også har behørig tro. se, det er sagen.
SVANHILD (mellem spøg og alvor). Vent til sorgen kommer og
gulner livets lyse, grønne sommer,-- vent til den nager vågen og i
drømme, så kan om styrken af min tro De dømme. (hun går over til
damerne.)
FRU HALM (dæmpet). Men vil I to da aldrig holde fred? Nu har du
gjort herr Falk for alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og