Jan van Huysums Blomsterstykke | Page 9

farel?se Luer, denne Flamme, som ei hviner, disse R?dsler uden Skr?k, denne Blomsterd?mons Tr?k jeg med uforsteente Miner, uden ?jeblinken skuer. Ned i Tulipanens Grube, ind i denne Kobberkube, fuld af vildtforfl?jne Gnister, t?r jeg stirre uden Svimlen; uden Sortnen for mit ?je Flammekjedlens Dyb jeg maaler; Lueblomsterspirets h?je Flugt jeg f?lge t?r mod Himlen, vexle Mine kj?k og bister, ?jekast af ?rnemod med den fromme Morderengel, Spaniolens Sjel, som gl?der (dertil Gud ham altfor ?mt har evindelig ford?mt), ud fra denne Zwiebels Stengel i den dybe Kalk, der bl?der af en Sygdoms sorte Blod.
Ja, jeg elsker dette Syn, hvis Betydning let er gjettet uden megen uvis Almen: Husets Brand i Tulipanen; Taarnets (som et sammenflettet ifra Dybet opskudt Lyn) i Papav'rens Knops Skarlag; Kirkens eget brede Tag i dens Blomsts udslagne Flammer; Spaniolens vilde Jammer (som han viste sig i D?ren blodig, r?dsom, dog kanskee forat redde Alle f?rend enten Flammens R?dselsd?d eller ind hans Landsm?nd br?d) i den mystiske, tilflorte, krigerr?de, munkesorte Pragttulipes aabne B?ger, hvori Nat og Flamme leger.
O jeg elsker disse Syner! O jeg seer med Kj?rlighed Blomsten, som saa skummelt lyner, Farven, som er bleven heed. Disse Blomsters skj?nne, tyste R?dsler kun mit Minde skr?kke; mine ?jne de forlyste, L?bens d?de Smiil de v?kke. Thi de h?re ogsaa med til den samme Time jo, da hengivnest var min Tro, til den samme Time, da h?jest var min Salighed, da min Sjel var Himlen n?st, St?vets Tanker l?ngst ifra, lettest under R?dslers Tyngde. Thi det var jo just Sekunden, da jeg elsked Mine mest, da os D?den Alle fandt som os R?dslen sammenbandt, I hverandre sammenslyng'de og med Herrens Lov paa Munden, uden Knurren deriblandt.
O hvormed har jeg fortjent dit Mirakel, store Gud? Skulde--o det var ej meent! Ormen t?r ej tale ud!-- Skulde, ja, om ej du Selv, Du, den Helligste og St?rste, fjernere fra Engles F?rste, end fra h?jest Himmels Hv?lv dybeste af Havets Kilder ... skulde ikke Du, du Selv, Du, hvem intet Navn afbilder, Du, hvem Verdner Blomster ere, Gr?s, som Dybderne maae b?re, men kun En af Engles Orden, en blandt Aanderne Oph?jet, som har V?lde over Jorden, have, i din Naade st?rk, gjort det store Underv?rk, for at see en Orm forn?jet, for sin Herre Gud at ligne, naar han, efter Seklers R?kker, slukte Stjerner gjenopv?kker i de Rum, der d?de ud, --o! da beder jeg, o Gud, at Du Englen vil velsigne, der har v?ret god som Du, m?gtig med barmhjertig Hu, m?gtig i hvad der er herligst, m?gtig til sin Gud at ligne, kj?rlig--o som du er kj?rligst! Da jeg beder--Tys!....?
En h?j, statelig Mand, med en Guldkj?de med Oraniens Portr?t paa den pr?gtige sorte Fl?jelsvams, med en Diamantagraffe paa Baretten, en B?rs hvorigjennem Guldet blinkede og Daggert ved Siden, fulgt af en Dreng med en
Vase fuld af Blomster, triner over Gruushobene igjennem Hyldebuskene, der omgav gamle Adrians Plet. Han slaaer dem tilside.--

IV
Jan van Huysum, Blomstermaleren
?V?r forsigtig, Navnl?s,? siger den Fremmede, ?disse Ruinernes Blomster ere pr?gtigere end Haugernes. De have suget sine Farver af Blod og kalkede Been, og Luerne have tilberedet Jorden.?
Den Gamle forskr?kkes. Dog rejser han sig ikke fra Margarethas Gr?sb?nk. Ellers plejede kun Storkene, der vare vendte tilbage, fra en af de igjenstaaende Muurtinder, eller Hovedet af en nysgjerrig uskyldig ?gle imellem Stenene, Hyrdedrengen fra den n?rmeste Landsby, en Zigeuner eller en ligesaa ilsom Vandringsmand at see ind til ham.
?Ha!? raaber den Fremmede. ?Hellige Himmel! Naar saae mit ?je saadanne Blomster? Disse har du ladet spire for mig, for mig alene. Bort med disse elendige Vandskud, Dreng, som du gjemmer paa! Disse skulle blive mit Underv?rk, som de ved Himlens Velsignelse ere blevne Jordens.?
Adrian: ?Du har Ret, Fremmede. De ere det ved Himlens Velsignelse.? Og han mumlede atter:
?Ve det Vanvid, ve mig Stakkel, ve mig meer end ?jeblinde, tvivlte jeg om Guds Mirakel!?
Den Fremmede: ?Du maa overlade mig dem, Gamle.?
?Nej, nej, nej!?
?Du maa. Jeg vil betale dem.?
?Du kan ikke. Tro mig, du kan ikke.? ?Troer du?? Og han kaster sin Guldb?rs til Adrian.
?Ikke med dine ?jne, ikke med dit Hjerteblod.?
Den Fremmedes Ansigt blev skarlagenr?dt. Hans ?jne funklede. ?Jeg har sagt dig, Gamle, at jeg maa. Der er Prindsen af Oranien og hans Gave!? Og han kaster sin Guldkj?de og Diamantagraffen for Adrians F?dder. ?Er du forn?jet??
?Dine Diamanter opveje ingen af disse Dugdraaber paa mine Blomster. Men forf?rd mig ikke! Dit ?je er skr?kkeligere end din Tale. For Guds Barmhjertigheds Skyld, hvad vil du??
Den Fremmede har trukket sin Daggert. ?Ikke dit Liv, men Blomsterne.?
?Ja de ere Liv! Afsindige r?r dem ikke! Ved din og min Salighed, de ere Liv, de ere Liv!?
?Just derfor. I denne Sekund maa jeg have dem; i n?ste ere de ikke som i denne.?
Han kn?ler alt ved Blomsterne. Den Gamle springer op med Forstenelse i sine Miner. Den Fremmede har alt Staalet paa