Haabløse Slægter | Page 9

"Borgmesteren er oppe."
De Dage vovede Nina og William slet ikke at tale. Nina stod og læste
hviskende i sin Katekismus henne ved det osende Lys, William satte
sig ved Vandspanden. Men han kunde aldrig sidde stille og rokkede saa
uroligt paa Bænken, at Vandøsen faldt plaskende ned i Spanden.
"Hys, William," sagde Nina. "Du véd jo, Fa'r er oppe."
Og naar han sagte vilde liste hen over Gulvet, faldt han over Kulkassen

ved Skorstenen. Af Forskrækkelse gav han sig til at patte paa alle fem
Fingre.
"Saa skulde da al Landsens ... dit Klodsfæ," skændte Pigen.
Naar Børnene gik ind gennem Spisestuen, saá de Faderen sidde ved
Bordet med et Haandklæde om Hovedet. De sagde "God Morgen"
ganske sagte, han nikkede blot uden at vende sig eller tale. Nina
aabnede Døren og listede ud, William bag efter--men Drengen kunde i
sin Befippelse sjælden faa Døren lukket. Saa stod han længe og raslede
med Laasen, indtil Faderen rejste sig med et utaalmodigt "Naa" og
smækkede den haardt i.
Børnene var glade, naar de frelste var naaede ned paa Gaden.
Drengene sad i Vestibulen og halvsov paa lange Bænke langs med
Væggene. Inspektøren gik søvndrukken omkring og knipsede dem
ondskabsfuldt i Hovedet med sin knyttede Haand. Saa afbrød et Hvin
den søvndyssende Mumlen af al den hviskende Læsning i Kofod,
Balslev og Luthers lille. Hver Gang en Lærer kom op ad Trappen,
rejste alle Drengene sig paa Rad. En enkelt, der var faldet i Søvn, fik af
Sidemanden et vækkende Puf og fo'r op, mens han tabte Bogen af
Haanden. Inspektøren lod ham springe over Stokken, til han vaagnede.
I det hele taget var Hr. Inspektor vanskelig om Morgenen. Han gik og
gned sine Øjne og søgte at faa Lemmerne strakt ved noget, han kaldte
nødvendige Irettesættelser til de Lømler i 5te Real, men som for
upartiske Øjne betænkelig saá ud som en Brydekamp, hvori man
kæmpede med skiftende Held.
For Resten rensede han sine Negle og lod Pedellen, der listede lydløst
omkring i et Par aflagte Gymnastiksko, børste sin Frakke, der i
Forvejen var saa velbørstet, som en skinnende Frakke kan være det.
Drengene var glade, naar Timerne begyndte.
Og dog var disse Timer just ikke livlige. Skolen i Randers havde gamle
Lærere, som holdt sig til Lærebøgerne og til de fastsatte Pensa.
Historien var Aarstal, Geografien Tal og Navne. Sprogene var Verber

at bøje, Syntax og Bojesens Antikviteter, som var Historiens Aarstal og
Tørhed gylpet op igen.
Lærerne sad krumryggede paa Katedret med Bøgerne opslaaede, men
med lukkede Øjne. De kunde rolig gøre det. Den, der var oppe, tog ikke
fejl, for han stod med Oversættelsen paa et Blad inden i Bogen; og de
andre sov. De sad med Bagdelen skudt langt frem og Hovedet ned paa
Armene og blundede eller vippede frem og tilbage paa Bænken, mens
de i Smug læste paa det næste.
Naar den, der var oppe, var færdig, rejste han sig paa Tæerne for at se
efter Karakteren, viste sin Sidemand, hvor han var sluppen, og satte sig
ligesom de andre. Saaledes gik Timerne.
I de smaa Frikvarterer blev man i Klasserne. Som oftest læste man højt
i Munden paa hverandre, eller man sloges med Papirskugler eller med
Blæk, som man klattede rundt med paa Gulv og Vægge. Naar Læreren
kom ind, gik Timerne atter som før.
At kunne sin Lektie var det store Maal. Klassen lærte Sprogene ved at
plapre udenad efter trykte Oversættelser, Historien efter historiske
Tabeller, Geografien læste man paa Kortet. Lærerne satte Pris paa
Bogens Ord og hadede Fantasier.
Den Flittige fik ug'er, Flidsbelønninger og Lovtaler ved den maanedlige
Omflytning, den Dovne havde en daarlig Karakterbog, blev flyttet ned
og kom som yderste Straf "til Rektor". Det var noget forfærdeligt at
komme til Rektor. Man ventede Maanedens sidste Dag med Frygt og
Bæven paa, hvem Loddet skulde træffe; den, hvis Maanedskarakterbog
blev holdt tilbage, vidste, hvor den skulde hentes.
Rektors Værelse var et stort Rum med Reoler langs alle Vægge. Der
stod en gammel Sokrates paa Kakkelovnen. Henne i et Hjørne paa et
lille Bord laa et rødt-indbundet Monstrum: et græsk Leksikon, Lærerne
havde foræret deres Foresatte til hans Sølvbryllup. Ved Artium laa
Bogen ved Siden af sin Ejermand paa Eksamensbordet. Pedellen
betragtede den som en Helligdom og svøbte den ind i et grønt Klæde,
hver Gang han skulde bære den.

Her var det, man kom hen, naar man skulde "til Rektor".
Synderne ventede i Forværelset med blege Miner og Atlas over den
gamle Verden stoppet op paa Ryggen mellem Vesten og Skjorten. De
kom ind én for én.
Skolens Styrer aabnede Døren. Den afstraffede Synder gnubbede sig ud
gennem den og forsvandt.
"Den Næste," sagde Rektor meget højt. "Den Næste" kom ind. Rektor
satte sig, bakkede lidt af Piben, dukkede det tæt klippede, graa Hoved
helt frem mod den Ulykkelige, saá skarpt paa