Haabløse Slægter | Page 8

sig med et Skrig ned over Vuggen--tog Barnet op,
lagde det atter ned.
"Han dør, han dør," raabte hun. Hun fløj op, greb en Flaske og hældte
nogle Draaber i en Ske, "Han dør," gentog hun sagtere, blev ved
mekanisk at gentage: "Han er død, han er død"--
Vinduet klaprede voldsomt imod Muren. Vinden tog fat i Gardinet og
løsnede det, saa det fløj som en Fane langt ind i Stuen; Flammen i
Lampen slog op og osede ... William og Nina sad henne i en Krog bag
Bogskabet og græd sagte; Drengen havde lagt sit Hoved ned i
Søsterens Skød.
Stella laa udstrakt over Vuggen. Nede paa Gaden lød der urolig
Trampen af mange Støvler, forvirrede Raab, hun saá med Angst paa
Barnet.
Saa blev Døren reven op.

Høg havde en lang Regnkappe paa, Vandet dryppede ned ad ham og
flød i store Strømme hen ad Gulvtæppet. "De er her," sagde han hurtigt,
"Prinsen flygter."
Børnene gav sig til at skrige højere, Høg strøg Vandet af sin Kappe.
Han havde ondt for at tale.
"Gaar Du igen?" spurgte Stella angst.
"Ja, Prinsen rejser om lidt."
Hun Stod nogle Øjeblikke, Derpaa sagde hun sagte:
"Barnet dør."
Høg gik hen til Vuggen, hvor Aage laa og krammede med sine smaa
Hænder om Lagenet. Saa bøjede han Hovedet og gik.
Stella saá ham løbe ned ad Gaden til Klubben. En lang Række Soldater
drejede om paa Torvet. De mere løb end gik. Hovederne dukkede ned
bag de opslagne Kraver; Regnen blev stadig tættere, man hørte Vandet
slaa op om de trampende Ben ... De lange Rækker saá ud som et mørkt
Legeme.
Mænd og Koner rendte forvirret frem og tilbage paa Fortovet. Hornene
kaldte uafladelig.
Saa lød der Hovslag fra Torvet. Kavalkaden sprængte forbi,
Slængkapperne flagrede i Stormen, Hestene stønnede--Stella genkendte
Prinsen. Hun saá hans Træk tydeligt i Skæret fra Lygten; han var hvid
som et Lagen.
Stella rystede, saa Tænderne klaprede i Munden. Regnen havde vædet
hendes Haar og Ansigt. Hun vendte sig, William stod og sled i hendes
Kjole.
"Hvad vil Du?" sagde hun.
"Hvorfor blæser de?" spurgte han.

"Fordi de Danske flygter," sagde hun og saá igen ud. William hvinede.
"Nu sover Aage," sagde Nina.
"Hvad siger Du?"
"Aage sover."
"Sover?" det lød som et Skrig, hun saá hen til Vuggen ... hun syntes
ikke, hun kunde flytte en Fod ...
Vinduet brasede voldsomt mod Muren, den ene Rude gik itu, og
Skaarene faldt raslende ned paa Stentrappen. Den ilsomme, ensformige
Trampen af Troppernes March gennem Gaden tabte sig mere og mere ...
man hørte kun nu og da et enkelt skingrende Horn.
Stella laa plat ned paa Gulvet ved Aages Vugge og hulkede med
Ansigtet ned i Gulvtæppet.
William græd hele Natten.
* * * * *

II
De fleste var enige om, at William var en underlig Dreng.
Han var meget mørk, baade af Hud og Haar og havde mærkelig store
Øjne med et vagt, tungsindigt, lidt flakkende Blik. Hans Hoved syntes
for stort til Kroppen, som han holdt daarligt, saa at han saá endnu mere
rundrygget ud end har var. Han havde faaet et Par meget tynde Ben at
gaa paa og lange Arme, underlige, halvt kantede, halvt theatralske
Bevægelser.
Hans Gang var uéns og besynderlig. Han kunde smaasnakkende med
sig selv slentre langsomt hen langs Husene--Stella paastod, han sled
Huller paa sine Albuer ved saaledes altid at gnide sig op ad

Væggen--med dukkende Hoved og krummet Ryg, Armene slaskende.
Saa pludselig snublede han over sine egne Ben, som han altid satte
indad, og gav sig til at løbe. Hvor han saá ud, naar han løb. Man kom til
at tænke paa de smaa vanskabte Trolde med uforholdsmæssig store
Hoveder, som ligger sammentrykte i Æsker og springer op, naar Æsken
aabnes. Saa stod han stille, slentrede igen og gav sig atter til at løbe.
Naar han talte, gestikulerede han meget. Han brugte mange sjældne
Ord, og hvad ban sagde, var ofte stillet op, ligesom Replikkerne i en
Komedie.
Nina og William stod tidlig op, længe før de andre. Saa kom de om
Vintermorgenen ned i det kolde Køkken, hvor Kokkepigen smurte
Skolemaden ved det dryppende Tællelys. Hun havde altid Nattrøje paa
og skar Brødet ved at holde det ind mod sit Bryst. Undertiden blev
William ækel ved Maden--Pigens Nattrøje var ofte helt graagul i
Kuløren--og kastede Smørrebrødet paa Vejen til Skolen. Mens Børnene
drak The, stod Pigen og redte sit Haar over Køkkenbordet, hun holdt
altid den ene Fletning i Munden, mens hun redte den anden.
Naar Børnene var gaaet, gik hun i Seng igen. Flødemanden vækkede
hende saa, naar han kom Klokken ni; halv ti fik Stella The i
Sovekamret.
Det hændte nu og da, at Høg, plaget af sin evindelige Søvnløshed, stod
meget tidlig op.
"Hys, hys," sagde Pigen, naar Børnene tænderklaprende aabnede Døren
til Køkkenet.