Gildet PÃ¥ Solhaug | Page 3

periode er imidlertid ikke særdeles tiltalende at dvæle ved i
længden; den frembyder heller ikke synderligt stof, der egner sig for
dramatisk behandling.
Jeg tyede derfor også snart over til selve sagatiden. Men kongesagaerne
og overhovedet de strengere historiske overleveringer fra denne fjerne
tidsalder fængslede mig ikke; jeg kunde dengang ikke for mine
digteriske øjemed gøre nogen dramatisk brug af stridighederne mellem
konger og høvdinger, mellem partier og flokke. Det skulde først
komme senere.

Derimod fandt jeg i rigt mål i de islandske ætte-sagaer, hvad jeg
behøvede som menneskelig iklædning for de stemninger, forestillinger
og tanker, der dengang opfyldte, eller i al fald mere eller mindre klart
foresvævede mig. Disse gammelnordiske literære bidrag til vor sagatids
personalhistorie havde jeg hidtil ikke kendt, knapt nok hørt dem nævne.
Da faldt mig ved et tilfælde N.M. Petersens, i al fald for sprogtonens
vedkommende, fortræffelige oversættelse i hænde. Ud fra disse
ætte-krøniker med deres vekslende forhold og optrin mellem mand og
mand, mellem kvinde og kvinde, overhovedet mellem menneske og
menneske, slog mig et personligt, fyldigt, levende livsindhold imøde;
og ud af denne min leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte,
personlige kvinder og mænd fremstod i min tanke det første rå, tågede
udkast til "Hærmændene på Helgeland".
Hvor meget der af enkelthederne udformede sig i mig, véd jeg ikke
længer at opgive. Men jeg husker godt, at de to skikkelser, jeg først fik
øje på, var de to kvinder, som senere blev til Hjørdis og Dagny. Et stort
gilde med eggende og skæbnesvangre sammenstød skulde der være i
stykket. For øvrigt vilde jeg af karakterer, lidenskaber og indbyrdes
forhold optage alt det, der forekom mig at være mest typisk for
sagalivet. Med et ord,--hvad der i Vølsungasagaen var blevet episk
omdigtet, vilde jeg, dramatisk, ligefrem gengive.
Nogen hel, sammenhængende plan udkastede jeg vel ikke dengang.
Dog stod det klart for mig, at et sådant skuespil var det første, som nu
skulde skrives.
Men så kom der adskilligt imellem. Det meste deraf var vel af
personlig natur og formodentlig det stærkest og nærmest afgørende;
men jeg tror nok, det heller ikke var ganske uden betydning, at jeg just
på den tid beskæftigede mig med indgående at studere Landstads
samling af "Norske folkeviser", der var udkommet et par år i forvejen.
De stemninger, jeg dengang befandt mig i, forligedes bedre med
middelalderens literære romantik end med sagaens kendsgerninger,
bedre med verseformen end med prosastilen, bedre med det
sprogmusikalske element i kæmpevisen, end med det karakteriserende i
sagaen.
Således skede det, at det formløst gærende udkast til tragedien
"Hærmændene På Helgeland" foreløbig forvandlede sig til det lyriske
drama "Gildet på Solhaug".

De to kvindeskikkelser, plejesøstrene Hjørdis og Dagny i den påtænkte
tragedie blev til søstrene Margit og Signe i det fuldførte lyriske drama.
Disse to sidstnævntes afstamning fra de to sagakvinder, vil let falde i
øjnene, når der først gøres opmærksom derpå. Slægtsligheden er
umiskendelig. Tragediens dengang kun løst planlagte helt, den vidt
berejste og ved fremmede kongehoffer vel modtagne høvding, vikingen
Sigurd, omformede sig til riddersmanden og sangeren Gudmund Alfsøn,
der også har færdedes længe i fremmede lande og levet i kongens gård.
Hans stilling mellem de to søstre blev ændret i overensstemmelse med
de forandrede tidsomstændigheder og forholde; men begge søstrenes
stilling ligeoverfor ham forblev væsentlig den samme, som i den
oprindelig påtænkte og senere fuldførte tragedie. Det skæbnesvangre
gilde, som det i mit første udkast havde været mig så magtpåliggende at
male, blev i dramaet den skueplads, på hvilken personerne helt
igennem optrådte; det blev den baggrund, imod hvilken handlingen
hævede sig frem og meddelte det samlede billede den grundstemning,
jeg havde tilsigtet. Stykkets afslutning dæmpedes og formildedes
visstnok i overensstemmelse med dets art som drama og ikke tragedie;
men mellem rettroende æstetikere turde der kanske alligevel kunne
tvistes om, hvorvidt der i denne afslutning ikke er blevet tilbage et drag
af uformidlet tragik som et vidnesbyrd om dramaets udspring.
Herpå skal jeg imidlertid ikke videre indlade mig. Jeg har kun villet
hævde og fastslå, at det foreliggende skuespil, ligeså fuldt som alle
mine øvrige dramatiske arbejder, er et naturnødvendigt udslag af min
livsgang på et bestemt punkt. Det er opstået indenfra og ikke
formedelst nogen ydre påvirkning eller indflydelse.
Således og ikke anderledes hænger det sammen med tilblivelsen af
"Gildet på Solhaug".
_Rom i April 1883_.
HENRIK IBSEN.
* * * * *
PERSONERNE:
BENGT GAUTESØN, herre til Solhaug. MARGIT, hans hustru.
SIGNE, hendes søster. GUDMUND ALFSØN, deres frænde. KNUT
GÆSLING, kongens foged. ERIK FRA HÆGGE, hans ven. EN
HUSKARL. EN ANDEN HUSKARL. KONGENS SENDEBUD. EN
GAMMEL MAND. EN PIGE. GÆSTER, HERRER og FRUER.

MÆND i Knut Gæslings følge. KARLE og PIGER på Solhaug.
(Handlingen foregår på Solhaug i det fjortende århundrede.)

FØRSTE AKT.
(En stadselig stue med dør i baggrunden og på begge sidevæggene.
Foran til højre et karnapvindu med små, runde,