Fra det moderne Frankrig | Page 9

hendes Gunst er Lyset, hvorom de
bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem offre Alt for hendes
Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det summe omkring
sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor er det, at hun
ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.
Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som
berettiger hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa
man se hende i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i
saadanne. Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op
over almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa
langt tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest
glimrende Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at

udrette. Er disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa
som et af de stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig
hende, der har Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed,
Heltemod var mange, mange Gange mere værd end den mandlige
Befolknings. Hvad gjorde Mændene egentlig, naar man vil se ganske
koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for at arbejde og agerede Soldater,
men det generede dem ingenlunde i nogen overordentlig Grad. De stod
op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne Uniform paa og
spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til Klubberne og
Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller de trak ud i
Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig surt for
dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre sig det
fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden Tale
om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var
de af Natur, og det kostede dem Ingenting.
Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første
med det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at
Belejringen vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev
indesluttet, rummede den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange
andre Livsfornødenheder end dem, Regeringen havde sørget for. De var
blevne hobede sammen ved privat Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder.
Ikke for at de selv kunde blive ved at leve i Overflod; det viste de, da
Mangelen kom. De fornemme Damer forenede sig i Selskaber, der tog
sig for at gaa fra Dør til Dør i hele Byen og banke paa overalt og spørge,
om Nogen led Nød. Blev der svaret ja, gav de med rund Haand, hvad
der ikke engang kom paa deres eget Bord. De Syge fik Æggene, som de
havde gjemt, og som til Slutning var en halv Louis værd Stykket,
Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu kunde holde aabne,
blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet Kjød og Sligt, der
ikke var til at betale. De sendte deres Linned til Lazaretherne, de tog,
naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden, deres eget Tøj af og
hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder gjorde endnu
mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i Queue
udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost

og i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med
hvilken Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig
svag og aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes
Lod, derom kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En
Dansk, der ved den Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive
i Byen, har skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af
den parisiske Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin
Digter. Men han vil komme, og han vil blive en af de største, saavist
som den Bedrift, han har at forevige, er en af de største, vore Dage har
sét.
Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
gjældende. "La femme du cabaret", den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter
og dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den
egentlige Pariserinde har hun i Virkeligheden