Fra det moderne Frankrig | Page 8

samme Spørgsmaal. Seer
man Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde
Kvinden som Islæt.
Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke
mindre dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører
Bøgerne og forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I
Restaurations- og Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod
Pengene, passer paa Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal
gaa; Manden bliver sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i
Kjøkkenet for at passe paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin
Skrædder, saa er det Konen, der tager imod En; hun viser de
forskjellige Stoffer frem og giver Raad om, hvad man skal vælge.
Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage Maal; han forsvinder,
naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham at bestille. Det er
hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder, det er hende, der
ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen. Enhver, der har
boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa talrige som

karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle Departementer under
sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen, Tyendet,
Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved
Maaltiderne, øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det
højst saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.
Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af
Mandens og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering.
I hele det handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og
redeligt Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop
den Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste
store Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har
gjort en saa umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i,
at Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans
Bog som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame
Desvarennes, denne prægtige Bagerkone, der begynder med et
Brødudsalg i en Forstadsgyde og udelukkende ved egne Evner ender
med at beherske hele Paris' Brødforsyning, som Millionærinde, der
forhandler paa lige Fod med Ministre, hun er ganske vist en ypperlig
Skikkelse, greben kraftigt og suffisant lige ud af Livet. Saaledes som
hun er Pariserinden af Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende,
med en Villie af Staal og en Energi til at handle, der gjennemtrænger
hendes Væsen helt ud til Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske,
naar man kommer ned paa de lavere Trin af Skalaen. Det haarde,
møjsommelige Arbejderliv med alle dets Savn svækker Evner og
Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser bærer hun dog sin Del af
Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker hun, syer paa
Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe sit Bidrag til
Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa Knejpen; det
er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og samtidig bevarer
hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et højst
karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en saadan
Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære

Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.
En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i
dette Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det
franske Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske
vist ikke nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes
Land, at den har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin
psykologiske, det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring.
Franskmændene er Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt
stærkere under Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de
Folk, som boer nord og øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket.
De kan ikke slaa sig tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der
stiller Kvinden paa Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem
man kun nærmer sig ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske
Andagt, der straaler ud fra hele hendes Væsen. Man har oversat
Bjørnsons "Arne" for dem, men de har ikke forstaaet den; de har lét af
disse Mennesker, der sidder Aar og ser paa hinanden og længes uden
engang at kunne faa deres Kjærlighed paa Læben. De kjender ikke til at
længes og sukke og drømme, de kjender kun til at besidde. Dertil har
de et umaadeligt naturligt Behov, et større maaske end nogen anden
Nation, For at tilfredsstille det er det, at de uophørligt ligger i Støvet for
Kvindens Fødder; Opnaaelsen af