Fra det moderne Frankrig | Page 2

overvældet, blændet, berust, og det er helt andre
Indtryk, han bringer med fra sin første Visit. Paris har forekommet ham
meget mindre, og mindre glimrende ogsaa, end han havde troet, men

den har samtidig forekommet ham saa mærkværdig hjemlig og
hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker alle andre, og det
er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker, at han gaar i
Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet Hastværk
for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris, og at
han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man
seer første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de
er voxet op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt
med dem i fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar.
Den instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner,
har tilbagevirkende Kraft.
Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter
Beundring af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til
Aften en Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned
over Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med
deres Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et
Virvar uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens
vildeste Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi
Palais-Royals og Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem
Avenue de I'Opéras Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er
et fortumlende, overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne:
den gigantiske Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde
sætte Indsegl paa Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom,
større end Noget, hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen
med Rudes Trophæ, den mest bevingede Tanke, moderne
Skulpturkunst har født, et Værk, hvori Enthousiasmen skriger, saa selve
Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa den anden Side af Seinen,
ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt, Invalidedomens gyldne
Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige Hvælving
ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med vældige
Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde paa

Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.
[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]
[Illustration: Invalidedomen.]
[Illustration: La Salme Chaptlle.]
Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent
Tusindogeennatseventyr af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man
staar som i en Hal, hvor Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten,
kunstigt satte sammen til Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer
alle de store Scener af den hellige Historie. Og saa den middelalderlige
Notre-Dame og Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde
moderne Saint-Augustin og den lille antike Juvel
Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede endnu, af hvilke hver
enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad berømt. For hver
Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk: Bygninger
som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser som
Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke
har Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk,
viser den glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit
Janushoved, det, der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye
Adspredelser. Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen
jordisk Nydelse, som Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og
Menneskesnildhed kan byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at
leve i Øjeblikket, alt det er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det
da være Andet, end at Touristen, der just er kommen for i sollyse
Feriedage at flagre fra Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han
til Slutning ender med at blive ganske ør af Berusning og Begejstring.

Den søde Nektar gaar ham til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig
Elskerinde, hvis Favntags Sødme er ham det Vidunderligste, han
nogensinde har drømt.
Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der
uvægerligt følger en Morgen bagefter, da man vaagner med
Tømmermænd. Paris er ikke det Paradis uden Slange, som
Touristbegejstringen vilde gjøre det til. Paradiser hører nu engang til
den Slags Sager, som ikke længer existerer paa