Det hvide hus | Page 8

var saa mange M?rker paa Bladene. Moderen kunde Tragedierne n?sten udenad, og dog l?ste hun dem altid igen. Naar hun slog ?jnene op fra Bogen, mens B?rnene lyttede, var det, som var hendes ?jne blevet dobbelt saa store.
-Mo'er, l?s mer, sagde den ?ldste Dreng.
-Skal B?rnene aldrig i Seng, sagde Faderen, der aabnede sin D?r.
-Jo, Fritz, straks, svarede Moderen og l?ste videre.
Hendes Stemme var mild som bedr?vede K?rtegn er, og der var Taarer i hendes ?jne.
Helst l?ste hun Thoras Ord, hvor hun tager Afsked med Hakons Lig.
Tine sad og sn?ftede som en S?l.
-Skal B?rnene i Seng?
-Straks, Fritz, straks....
Og Moderen blev ved at l?se.
Tit var det Christian Winther. Oftest "Hjortens Flugt". Versene sm?g sig saa ?mt om hendes Stemme.
-Aa, der er ingen, der l?ser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun h?rte til henne i Krogen ved Bogskabet.
Til sidst blev Faderen utaalmodig, og B?rnene skulde i Seng.
Saa gr?d de og fik Svedsker for artigt at f?lge med Barnepigen.
Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved.
I klare N?tter gik hun der l?nge. Hun holdt saa meget af Stjernerne. Lange Tider kunde hun staa og t?lle, hvor mange hun kunde se paa en Plet.
Tine stod hos.
Hun spurgte, hvad Stjernerne hed.
Men Moderen havde givet dem Navn efter sine Venner.
-Det var hendes Moders Stjerne....
-Saá De den?
-Og det var Alice's--ser De den? For den er saa bedr?vet.
Der var saa mange bedr?vede Stjerner og dem elskede hun h?jest.
-Stella, raabte Faderen fra Gavlen:
-Stella, Du fork?ler dig.
-Jeg ser kun paa Stjernerne, sagde hun. Hun blev staaende et ?jeblik og holdt endnu sit hvide Ansigt opad:
-Det er Fritz' Stjerne, sagde hun, ganske sagte.
Og hun gik stille ind.
Men at stirre paa Stjernerne var hende n?sten en Lidenskab.
-Saa er jeg; sagde hun, sammen med alle mine Venner.
Undertiden fulgte hun Tine lige til Kirkegaarden, men l?ngere aldrig. For hun var bange for Sp?gelser. Paa dem troede hun fuldt og fast, og sikkert var det, at der hjemme sp?gede i det blaa Kammer, det gjorde det.
Hun bekr?ftede det med et Nik:
-Det véd ogsaa Fritz, sagde hun.
Men den, der sp?gede i det blaa Kammer, var en hvid Dame, og saá man hende, skulde nogen d?.
Moderen havde set hende en Gang, og da var den gamle Postmester d?d.
Ellers vidste hun mange Sp?gelseshistorier, og fortalte dem i M?rkningen, saa B?rnene g?s.
Helst fortalte hun den fra Aaholm, for den vidste hun var sand, fordi den var h?ndet en af hendes Tanter.
Det har nu altid sp?get paa Aaholm, sagde Moderen: men dette er sandt, for Olivia sad og friserede sig til Bal, da hun paa en Gang ser en Dame komme ud af V?ggen--livagtig--hun saá hende i Spejlet ... I graa Silkekjole med store Buketter af Roser, gik hun lige hen og stillede sig bag hendes Stol.
-Men Olivia fl?j op og styrtede ud paa Gangen og skreg og skreg....
-Men godt var det, at Damen ikke havde faaet hende i Haanden. For det var jo h?ndet en Selskabsdame ... og hun kom l?bende ud paa Gangen, op ad Trappen, ind til Grevinden og raabte: en Dame kom ud af V?ggen og hen imod mig og lige op til mig og tog mig i Haanden--og drejede mig rundt....
-Og saa, i det samme Nu, blev Selskabsdamen gal....
-Ikke til at redde, hun var gal.
Fortalte Moderen.
Men hun sagde ogsaa, at tilsidst havde Greven paa Aaholm ladet grave paa det Sted i Muren og i et hemmeligt Rum havde de fundet et Skelet.
-Hun var naturligvis blevet myrdet, sagde Moderen.
Alligevel var Sp?gelser nu sin Sag. Men Varsler, det var noget, der var bevist. Og Hunde og Ugler, de vidste mer end Mennesker.
-Aldrig skreg Uglerne i Kirketaarnet, uden imod D?dsfald i Sognet.
-Det véd da Degnens, sagde Moderen, og hun nikkede.
Om Vintereftermiddagene gik Moderen med B?rnene paa Bes?g. Alle B?rnene pludrede, mens de gik gennem Alléen, rundt omkring Moderen som en Fugleungeflok.
Oppe ved Enden af Alléen boede Sognefogden.
Fin og p?n og hvid laa Gaarden stor og bred, midt paa den hvide Mark, lukket med en gr?nmalet Port.
Der var de Dage, hvor de gik ind om til Sognefogdens.
Sognefogdens "Kvind" gik straks i K?kkenet.
Hun sagde sit Goddag med en Stemme, man ikke h?rte, rakte En en fugtig Haand, man ikke fik fat i, og gik i K?kkenet for at s?rge for Mad. Man havde ikke v?ret ti Minutter hos Sognefogdens, f?r Bordet bugnede. Der var altid Ribbenssteg og R?dbeder ved Siden af Sylte. Br?dskiverne var saa store som et Landkort.
Sognefogden var en tyk Mand, der havde Frakke til Brug ved Altergang og Marked i Augustenborg, men som ellers var i Skjorte?rmer. Han sagde aldrig noget, men lo altid, saa hele hans Krop rystede.
Moderen satte sig fortvivlet til Sylten.
Men kom hun hjem fra en Sognefogedvisit, maatte hun altid have et Glas R?dvin til at skylle Fedtet ned med.
Der var gaaet Aar hen, og altid gik det ens hos Sognefogdens: at Konen gik i sit K?kken efter sit Goddag, og Manden, i ham