Det hvide hus | Page 3

aldrig mere Tandpine.
Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem
samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder.
-Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg
ser jo Ormene med disse mine to Øjne.
-Men der maa oses med Kærbøllings Busk.
Distriktslægen i Sønderborg sagde, at Røgen af Skolelærerens
Buskvækst var ganske giftig.
En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det
blev Mørkning.
I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det
hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rødt Øje. Pigerne
bankede det vaskede Tøj med Træerne, saa det klang under Loftet.
Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.
Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa
Gled som i Bryggerset.
Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren.
Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb

ind i Stuen igen.
Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:
-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.
Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder.
-At De gider høre paa alt det, sagde Tine.
-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde
Pigerne efter.
Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.
Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der
sang hun. Men der var andre Mørkningstimer, hvor hun blev siddende
paa Forhøjningen, i den høje Rørstol, med Hænderne i sit Skød.
Da talte hun stille ud i den stille Stue.
Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik
graa Haar, helt graa Haar.
Og hun var Enke og alle hendes Børn var voksne, og hun var fattig.
-Forfærdelig fattig, sagde hun.
Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen
Smør og Ost i den gamle Krystalosteklokke.
-Men Smørret maa være godt, sagde hun.
Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene
alle skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor
hun sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for
hende en Slags drømmende Sorgløshed.
Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede
Huse langs Landsbyens Gade.
Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer.
Det var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud
som til Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papæsker. Der
var Dukkerne gemte.
-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.
Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en
Træklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle
blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens
Moderen dirigerede.
De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.
De snakkede og de bukkede og de nejede.
Moderen blev rød af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med

Armene frem over Bordet.
Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men
aldrig gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.
-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold.
"Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig.
For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De
talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart
var det ved et Badested og snart var det i Paris.
Børnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der
foran dem paa Bordet.
Pigerne kom ind. De elskede at høre til. De forstod ikke et Ord, men
stod, ret op og ned, med Hænderne under Forklæderne. Naar der skete
noget sørgeligt med Dukkerne, saa græd de.
Men midt under hele Komedien fløj Moderen op og alle Dukkerne blev
væltede--ned i Forklæderne, ned i Kasserne.
Det var Faderen, der kom hjem.
-Bordet ind, Bordet ind.
Piger og Børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter
Forskrækkelse.
-Gud, at Børnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.
Og Børnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa
Hovedet.
Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og
var saa forfærdet, at hun maatte have Syltetøj og Tvebakker....
Hun klædte ogsaa Pigerne ud.
Det var en Aften, hun var ene hjemme med Børnene.
Saa bankede det haardt paa Gaarddøren, og Jomfruen maatte gaa ud og
lukke op og kom skrigende tilbage:
-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....
Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var
han, og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det
er "store Marie".
-Mo'er, det er store Marie, skriger han.
Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:
-Giv Nina en paa Øret.