Det hvide hus | Page 2

en Dag vi samlede Brombær--Mo'er, vi Børn og Tine fra
Skolen.
Ned i Grøfter gik det og langs med Hegn løb vi.
Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i
Ansigterne, saa vi lignede Lars Smeds Unger.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.
Men Tine havde grebet en mægtig Ranke, der prangede rigt med
dunkle Bær, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:
-Aa, De dejlige Kone, sagde hun....
Moder stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den
lysende Himmel.
* * * * *
Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.
Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.
Alle Døre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med
Brænde.
Mellem Mahognimøblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide
Konsoller, som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt
Auktion. Om de gamle Portrætter var der Evighedsblomster, og der var
mange Epheu, for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en
lys Væg.
Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.
Børnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned
ad det hvidmalede Gelænder.
-Børn, Børn, læn Jer ikke, raabte Moderen, læn Jer ikke til Gelænderet.
-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelærerens Datter: det ender en
skøn Dag med at de knækker Halsen.
-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.
Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i Stand.
Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne
Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke
af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem, Sol
der skinnede længe.
-Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til
Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.
Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven.
Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene

maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en
Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at bunde i
den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.
I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted,
over Gaarden.
Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.
-Lille Børn, lille Børn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun
blev stikkende med Træskoene.
Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.
-Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter: at alle Mennesker ikke
bliver inde om Vinteren.
Børnene legede paa Gulvtæppet. Det var rødt og graat med mange store
Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Børnene herskede, og om
hvilke de kæmpede. De stredes og de fældede Taarer. De barrikaderede
deres Kongeriger med Møblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon
i Forvirring.
-Hvor de Børn dog kan støje, sagde Moderen til Jomfruen (hun
ophidsede dem selv til Støjen):
-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.
Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krølledes de og saa tabtes
de i Kongerigernes Strid.
Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Røgteren
syslede med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.
Aabnedes Stalddøren, hørte man Køerne brøle.
-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.
Men det kunde hænde--naar Faderen var ude--at Moderen bad Røgteren
"bare et Øjeblik" lade alle Køerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa
sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt paa
Sneen, mens Børnene hujede.
-Luk til Vænget, luk til Vænget, raabte Moderen. Hun lo højest, midt
paa Trappen.
Men Pokker tog en af de spættede.
-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.
Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den først blev fanget
oppe hos Sognefogden.
Men naar Faderen kom hjem, var Stalddøren lukket og Gaarden laa
atter som før. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet

paa Gaardstrappen.
Der maatte Bud efter Tine.
Der maatte altid Bud efter Tine.
Tine kom med Kjoleskjørtet slaaet op over sit Hoved.
-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frøs
og var kuldskær, blot en Dør gik.
-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.
Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte "ryges"
med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelærerens Have.
Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.
Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den
aabnede Mund over de rygende Kviste.
-Tine, Tine, nu, raabte Moderen.
Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal.
-Der er den, der er den, raabte Moderen:
-Se Ormen.
Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran
Toiletspejlet.
Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire
Orm, havde hun