Det graa hus | Page 9

gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten,
som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.
De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt
tilbage.
-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten,
som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.
-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.
-Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel,
han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt
Oksekød.
-Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og
derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han

ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til,
med samme Hast--da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og
raabte:
-Mo'er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke
paa noget:
-Mo'er.
-Hvad er der?
Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben,
Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under
Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:
-Kom, kom, Emmely . . .
Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.
-Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen
frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.
I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg;
at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var
bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en
Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte . . .
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig,
rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet
levende under hans Vrede.
Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt:
-Er I kommet hjem?
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned--man havde det
Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde--sagde:

-Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.
-I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.
-I har jo redet.
-Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende,
som gamle franske Ure gør.
-Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han
noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:
-Gaar Du, sagde hun.
-Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han--for
Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham--ud gennem Stuerne.
Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var
hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:
-Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.
-Ja, ja, lille Emmely.
-Det gør saa ondt.
-Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt...
Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med
begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden,
magtløst som var det skilt fra Kroppen:
-Nej, jeg kan ikke ...
-Nej, nej, det gør saa ondt.
-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som

til et spædt lille Barn:
-Nu kommer Doktoren.
Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.
Ida stod i Krogen og græd stille.
-Sover hun? hviskede Preben.
-Ja.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt
og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens
Arm:
-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af
hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:
-Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes
i et Nu:
-Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.
-Hvor er Preben, hviskede Emmely.
-Her.
-Tak.
Og hun lukkede Øjnene igen.
... Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod
han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin
Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra
sit Køkken.

-Det var den Gamle, sagde han.
-Excellencen?
-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.
Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:
-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i
sit svære Ansigt med Hænderne.
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.
-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.
-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om
Baronesse